ADHD/ADD og hjernen 

Lad os gå på opdagelse i hvordan hjernen fungerer. I vores hjerne er der et indbygget styresystem, som kan se forskelligt ud afhængig af, hvordan vores hjerne er opbygget. 

ADHD/ADD er en neurologisk variation. Det betyder, at hjernen er opbygget og fungerer anderledes end det, vi typisk ser hos mennesker uden ADHD/ADD – det man ofte kalder en neurotypisk hjerne.

Forskning i hjernescanninger, neurokemi og adfærd viser, at nogle centrale områder i hjernen fungerer anderledes ved ADHD/ADD. Det gælder især de eksekutive funktioner, motivationssystemet, belønningssystemet og regulering af opmærksomhed og aktivitet.

Du får her en kort gennemgang af, hvad disse områder gør for os, og hvordan de kan fungere anderledes, hvis din hjerne ikke er neurotypisk. Måske er der noget af nedenstående, som du kender til fra dit eget liv? Din hjernes organisering kan være koden til at forstå, hvorfor nogle ting i livet kan være sværere for dig end andre.

De eksekutive funktioner er som hjernens “dirigent” eller projektleder. De sidder primært i præfrontal cortex, det forreste område af hjernen og hjælper os med at:

• Planlægge og prioritere
  
• Holde fokus og huske, hvad vi er i gang med
  
• Styre impulser og udskyde behov
  
• Skifte fleksibelt mellem opgaver
  
• Arbejde systematisk mod et mål
  

Hos mennesker  med ADHD/ADD er der ofte lavere aktivitet i præfrontal cortex, og kommunikationen mellem denne og andre dele af hjernen (fx det limbiske system og basalganglierne) kan være svækket.

Det betyder, at mange dagligdags handlinger, som at starte på en opgave, holde sig til den, og vurdere, hvornår man er færdig – ikke sker automatisk, men kræver bevidst og ofte udmattende anstrengelse.

Eksempelvis kan man vide, at man skal tage ud af opvaskemaskinen, men føle det som en bjergbestigning, fordi hjernen ikke skaber den nødvendige “startkommando”. Eller man kan glemme, hvad man lavede for 5 minutter siden, fordi arbejdshukommelsen ikke holder fast i informationen længe nok.

Motivationssystemet i hjernen handler om, hvad der får os til at handle – og holde fast. Det styres af et samspil mellem forskellige områder (bl.a. nucleus accumbens og ventral tegmental area) og er tæt forbundet med produktionen af dopamin.

Hos mennesker med ADHD fungerer dette system anderledes, da dopamin produceres og omsættes mindre stabilt, og det gør det sværere at føle naturlig “drivkraft” i opgaver, der ikke vækker følelser som interesse, nysgerrighed eller pres.

Hvor en neurotypisk hjerne kan tage sig sammen, fordi noget er vigtigt eller skal gøres, vil ADHD-hjernen ofte “sove”, indtil noget bliver følelsesmæssigt aktiverende. Derfor virker viljestyrke ofte ikke. Ikke fordi man ikke vil, men fordi systemet simpelthen ikke tænder op før noget rammer de rigtige følelsesmæssige eller sensoriske knapper.

Belønningssystemet er tæt forbundet med motivationssystemet og styres også af dopamin. Det er med til at give os følelsen af tilfredshed, når vi har løst en opgave eller nået et mål – og hjælper os med at forbinde indsats med belønning.

Hos personer med ADHD/ADD er dette system ofte mindre følsomt over for langsigtede eller abstrakte belønninger. Det betyder, at ting, der ikke giver en øjeblikkelig følelse af mening eller glæde, kan føles uinteressante, tomme eller helt uden energi. Resultatet er, at man har svært ved at fastholde opgaver, som ikke føles umiddelbart belønnende – også selvom man ved, de er vigtige.

Derfor kan det være svært at handle på rationelle prioriteringer (“jeg burde”), fordi hjernen simpelthen ikke kobler dem til en belønningsrespons. Samtidig kan man være ekstremt motiveret af spil, kreative projekter eller hjælpe andre – fordi de aktiverer belønningssystemet gennem spænding eller følelsesmæssigt engagement.

Opmærksomhed er ikke bare noget, man vælger. Det er en kompleks neurologisk proces, hvor hjernen sorterer, fokuserer og skifter mellem stimuli. Dette styres bl.a. af noradrenalin og sker i et netværk af områder, herunder frontallapperne, det retikulære aktiveringssystem og dele af det limbiske system.

Hos personer med ADHD/ADD fungerer denne regulering anderledes. Det gør det svært at:

• Fastholde opmærksomheden over tid (især på “kedelige” ting)
  
• Filtrere irrelevante stimuli fra
  
• Skifte fleksibelt mellem opgaver uden at miste tråden
  
• Mærke, hvornår man er over- eller underaktiveret
  

Derfor oplever mange med ADHD et pendul mellem hyperfokus og mental kaos – enten er alt for meget, eller også sker der ingenting. Det kræver ekstremt meget energi at forsøge at regulere dette manuelt, og det kan føre til udmattelse, overstimulering og kognitive sammenbrud, hvor man “lukker ned” i frustration.

De to signalstoffer, der især spiller en central rolle i ADHD, er:

• Dopamin som er forbundet med motivation, belønning, lyst og målorienteret adfærd
  
• Noradrenalin som hjælper med opmærksomhedsregulering, vågenhed og stressrespons

Hos mennesker med ADHD/ADD er både produktionen, frigivelsen og genoptagelsen af disse signalstoffer ofte forstyrret. Det betyder, at signalerne mellem hjernecellerne enten ikke sendes effektivt nok, for hurtigt forsvinder, eller ikke udløses på det rigtige tidspunkt.

Det er også derfor medicin, som eksempelvis methylphenidat eller lisdexamfetamin – virker ved at øge dopamin- og noradrenalin-niveauerne i hjernen og forbedre deres virkning i de relevante netværk. De skaber en mere stabil platform for fokus, motivation og følelsesregulering.

Selvom ADHD og ADD begge hører under diagnosen Attention Deficit Hyperactivity Disorder, er det vigtigt at skelne mellem undergrupperne, både klinisk, neurologisk og pædagogisk. De deler mange grundlæggende træk, men måden, de kommer til udtryk på,  og hvordan hjernen arbejder, er ofte forskellig. Det har stor betydning for både forståelse og støtte.

Hos personer med ADHD (hyperaktiv/impulsiv type) ser man ofte tydelig fysisk uro, rastløshed og impulshandlinger. Det skyldes bl.a. nedsat hæmning i hjernens motoriske netværk og basalganglier, hvilket betyder, at bevægelser og reaktioner lettere “slipper igennem” uden filtrering.

De kan fx afbryde andre, rejse sig op, være højlydte eller impulsivt handle uden at tænke sig om, ikke fordi de “vil forstyrre”, men fordi den del af hjernen, der normalt bremser handlinger, er mindre aktiv.

I ADD (uopmærksom type) ses sjældent den samme ydre uro. Her er uroen mere indadrettet: tankemylder, følelsen af at være “ude af sync”, og en tendens til mental frakobling. Mange oplever, at de ikke kan fastholde tanken, de forsvinder i egne tanker og glemmer tid og sted. Det kan ligne passivitet udefra, men er i virkeligheden udtryk for et overbelastet eller frakoblet nervesystem.

Hos ADHD er opmærksomheden ofte sprunget, som en fjernbetjening, der konstant skifter kanal. De afbrydes nemt af omgivelserne og har svært ved at holde fokus, især når opgaven ikke er spændende eller stimulerende.

Hos ADD er opmærksomheden typisk træg eller diffus. Den glider væk uden tydelig årsag. Man kan stirre ud i luften, dagdrømme, eller “zone ud” uden at opdage det selv. Det er ikke uinteresse, men en manglende evne til at fastholde en indre opmærksomhedsstyring.

Både ADHD og ADD indebærer en lavere dopaminrespons på opgaver, der ikke giver umiddelbar belønning. Det betyder, at det er svært at komme i gang og svært at holde fast. Men forskningen tyder på, at ADD-typen har endnu sværere ved at aktivere sig selv, også ved opgaver, der burde give mening.

Belønningscenteret i hjernen, især nucleus accumbens, er mindre aktivt, og uden ekstern struktur eller støtte “går systemet i dvale”. Det er ikke dovenskab, det er et reelt problem med neurologisk aktivering.

Personer med ADHD kan i højere grad sætte gang i sig selv kortvarigt ved hjælp af stimulation, eksempelvis ved at skifte aktivitet, søge konflikt, få et adrenalinsus, hvilket kortvarigt øger dopaminniveauet. Derfor opleves de ofte som “hyperaktive”, selvom det i virkeligheden er et forsøg på at få hjernen i gang.

ADD opdages ofte langt senere end ADHD, især hos piger og kvinder. Uden ydre uro eller forstyrrende adfærd bliver vanskelighederne let tolket som generthed, distraktion eller lavt energiniveau.

Mange ADD-ramte vokser op med en følelse af at være forkerte, langsomme eller “udenfor” uden at kunne forklare hvorfor. Det skaber risiko for internaliseret stress, lavt selvværd og selvkritik, og ofte en sen eller fejlagtig diagnose.

ADHD bliver derimod oftere opdaget tidligt, netop fordi omgivelserne reagerer på den synlige uro eller impulsivitet.

Neurovidenskabelig forskning har påvist, at både ADHD og ADD involverer dysfunktioner i de samme overordnede hjerneområder, især frontallapperne, de eksekutive funktioner og belønningssystemet.

Men et review fra 2017 (Fair et al.) viser, at aktiveringsmønstrene i hjernens opmærksomheds- og kontrol netværk faktisk varierer afhængigt af typen. ADD-typen har især nedsat aktivitet i områder for selvmonitorering og indre opmærksomhed, hvorimod ADHD-typen viser mere nedsat hæmning og øget reaktivitet.

Der er stadig debat i forskningen om, hvorvidt ADD er en selvstændig subtype, en variant eller blot en forskellig præsentation. Men klinisk giver det mening at skelne mellem dem, så både pædagogik, terapi og medicin kan tilpasses mere præcist. Men der er stadig så meget vi ikke ved om neurodivergente hjerner. 

Forskellene har praktisk betydning for støtten, behandlingen og det relationelle møde:

• ADD kræver ofte mere fokus på aktivering, struktur og indre motivation. Det kan handle om visuelle støttesystemer, hjælp til igangsætning, og tilladelse til at tage pauser uden skam.
  
• ADHD (hyperaktiv type) kræver oftere støtte til impulskontrol, følelsesregulering og skift. Her kan kroppen og det sanselige være vigtigere end ord – og tydelig ydre struktur er ofte nødvendig.
  
• Begge grupper har gavn af anerkendelse, forudsigelighed og forståelse. Og begge kan være sårbare over for stress, overstimulation og negative sociale erfaringer.
  

Begge typer har ofte komorbide tilstande som angst, depression, traumer eller søvnforstyrrelser, og har brug for støtte, der forstår hele deres funktionsmønster, ikke kun ét symptom ad gangen.

For nogle mennesker med ADHD/ADD giver det mening at supplere struktur og støtte med medicinsk behandling, der hjælper hjernen med at fungere mere stabilt. ADHD-medicin påvirker ikke personligheden, den ændrer ikke, hvem du er,  men den kan forbedre hjernens evne til at fokusere, regulere og handle i rette tid. Når medicinen virker, føles det ofte som om, der bliver lidt mere ro på og lidt mindre kamp for at få ting gjort.

De mest anvendte typer ADHD-medicin er de såkaldte centralstimulerende stoffer, som bl.a. omfatter:

• Methylphenidat (f.eks. Ritalin, Concerta, Medikinet)
  
• Lisdexamfetamin (f.eks. Elvanse)

Disse præparater øger niveauet af dopamin og noradrenalin i bestemte områder af hjernen – især i præfrontal cortex, hvor eksekutive funktioner styres. Det gør det lettere for hjernen at holde fokus, planlægge, styre impulser og opretholde motivation – især ved opgaver, der ikke i sig selv vækker interesse.

For mange betyder medicinen, at:

• Det bliver lettere at gå i gang med opgaver
  
• Tankerne kører mindre i ring
  
• Følelserne er lettere at regulere
  
• Der er mere energi til at holde fast og følge en plan
  
• Opmærksomheden kan flyttes mere fleksibelt og fastholdes længere

Det opleves ikke som “kunstigt” – men som om systemet falder bedre i hak.

Nogle mennesker tåler ikke centralstimulerende medicin – eller får ikke tilstrækkelig effekt. Her kan ikke-centralstimulerende præparater være relevante, fx:

• Atomoxetin (Strattera)
  
• Guanfacin (Intuniv)

Disse lægemidler påvirker andre signalveje, men har stadig effekt på noradrenalin og dopamin. De virker ofte mere langsomt og jævnt – og kan især hjælpe med følelsesregulering, søvn, impulsivitet og uro. De har typisk ikke samme “kickstartende” effekt på motivation, men kan give en mere stabil følelsesmæssig og kognitiv bund i hverdagen.

Især børn og unge, som er meget sensitive eller har komorbiditet (fx angst eller tics), kan have gavn af de ikke-centralstimulerende midler – men voksne bruger dem også.

I nogle tilfælde anvendes kombinationsbehandling – f.eks. en lav dosis centralstimulerende medicin sammen med et ikke-centralstimulerende præparat. Det kan være relevant, når én type medicin alene ikke er tilstrækkelig, eller når man ønsker at balancere virkningen og mindske bivirkninger.

Et eksempel kunne være at bruge Elvanse om morgenen for at hjælpe med igangsætning og fokus – og Guanfacin om aftenen for at dæmpe uro og fremme søvn. Dette sker altid i samarbejde med en læge og ofte som led i en længere udrednings- og tilpasningsproces.

Det er vigtigt at huske, at ADHD-medicin virker forskelligt for forskellige mennesker. For nogle er det en gamechanger, der skaber overblik, ro og handlekraft, som de aldrig har oplevet før. For andre er effekten mere begrænset eller svær at adskille fra bivirkninger. Nogle vælger det helt fra – og det er også okay.

Det handler ikke kun om biologi, men også om hvordan man forstår sig selv. Nogle oplever, at medicinen hjælper dem med at mærke sig selv bedre – med at finde deres egen rytme og tænke klarere.

Andre føler sig fremmede ved sig selv, særligt i starten. Det er ikke unormalt at gennemgå en form for identitetsbearbejdning, når man pludselig kan noget, man før kæmpede med – eller når energien føles anderledes end normalt.

Det er vigtigt for mig at understrege, at når din hjerne er vant til at fungere, om ikke andet delvist, med 120 km i timen, så kan det føles anderledes, mærkeligt og måske fremmed for dig, at den pludselig nedsætter farten til 80 km i timen. Og det giver så god mening.

Der er altid en tilvænningsperiode, hvor kroppen og hjernen skal finde sig til rette. Det kan tage tid at finde den rigtige type medicin, den rette dosis og det rette tidspunkt på dagen. Bivirkninger som søvnforstyrrelser, nedsat appetit, overstimulering eller følelsesmæssig fladhed kan forekomme, men mange oplever, at de mindskes eller forsvinder, når man har fundet den rigtige balance.

Derfor kræver det tålmodighed – med medicinen, med processen, med psykiateren og ikke mindst med sig selv.

Jeg anbefaler altid, at medicinsk behandling og justering sker i tæt samarbejde med en læge eller psykiater, som har erfaring med ADHD/ADD. Selvom man mærker hurtige virkninger, er det ofte først over tid, at man begynder at forstå, hvordan medicinen passer ind i ens liv, og om den gør det.

Det vigtigste er, at du får mulighed for at træffe informerede og meningsfulde valg ud fra din virkelighed – og at du ved, at der ikke er noget “rigtigt” svar. Der er kun det, der virker for dig.

Blandt kilder er: Nature.com og Frontiersin.org

Pernille Ljungdalh Psykoterapeut MPF og ADHD Coach

Pernille Ljungdalh er psykoterapeut MPF med mange års erfaring inden for psykoedukation, familierådgivning og parterapi. Hun har en baggrund i sundhedspsykologi og har udgivet en række artikler og holdt foredrag om ADHD, mental sundhed og relationsarbejde.

See Full Bio