Når den ene vil og den anden ikke
Om ubalance i nærhed og behov for afstand i parforholdet
Der er en scene, mange par kender – selvom de måske aldrig har sat ord på den.
Det er en aften som så mange andre. Mads kommer hjem fra arbejde, sætter sin taske, og kan mærke at noget er galt. Sara er stille på en måde, der ikke er rolig. Han spørger: “Er alt okay?” Hun siger: “Ja.” Men det er det ikke.
Senere på aftenen prøver Sara at tale om det. Mads lytter – men svarer kort, kigger mod telefonen, rejser sig for at hente noget vand. Sara kan mærke han er på vej væk fra hende, selvom han fysisk er i samme rum. Hun prøver igen. Han sukker. Hun kan høre det suk som “gid du nu lod mig være.” Han mener det som “jeg ved ikke hvad jeg skal sige.”
Inden de går i seng er stemningen tung. Ingen af dem ved helt hvad der skete. Ingen af dem føler sig mødt.
Denne scene – eller varianter af den – er et af de mønstre jeg oftest møder i parterapi. Det har mange navne: nærhed-afstand-dynamikken, pursuer-withdrawer-mønstret, det klassiske “du trækker dig og jeg jagter dig.” Og det er smertefuldt, ikke fordi parterne ikke elsker hinanden, men præcis fordi de gør.
Hvad er mønstret egentlig?
Lad os begynde med det grundlæggende.
I de fleste parforhold vil den ene partner – i hvert fald i bestemte situationer – have tendens til at søge kontakt når noget er svært. De rækker ud, stiller spørgsmål, vil gerne tale om det, har brug for at mærke at forbindelsen er der. Psykologer kalder denne position for pursueren – den opsøgende.
Den anden partner vil i de samme situationer have tendens til at trække sig. Ikke nødvendigvis fordi de er ligeglade, men fordi de har brug for at behandle ting alene, finde ro indeni, samle sig – før de kan være til stede for den anden. Denne position kaldes withdraweren – den tilbagetrækkende.
Begge positioner er i sig selv fornuftige. Begge er menneskelige. Begge er faktisk forsøg på at håndtere svære følelser.
Problemet opstår i mødet mellem dem.
Pursueren oplever withdrawerens tilbagetrækning som afvisning. Som ligegyldighed. Som et signal om at forholdet ikke er trygt. Og så søger de endnu mere kontakt – for at bekræfte at forbindelsen stadig er der.
Withdraweren oplever pursuerens opsøgen som pres. Som krav de ikke kan indfri. Som at de er fanget – og så trækker de sig endnu mere.
De to bevæger sig væk fra hinanden i præcis det øjeblik, de begge egentlig længes efter det samme: kontakt og tryghed.
Det er mønstrets dybe ironi.
Hvem er hvem – og skifter det?
Et af de spørgsmål jeg ofte får er: “Er det altid den samme der jagter og den samme der trækker sig?”
Svaret er: oftest, men ikke altid.
I mange par er rollerne relativt faste og knyttet til personlighed og tilknytningsmønstre (mere om det om lidt). Men de kan også skifte afhængigt af emnet.
Måske er det Kirsten der søger kontakt når de skal tale om parforholdet, men Henrik der søger kontakt når de skal tale om økonomi. Måske er de begge pursuere i én konflikt og begge withdrawere i en anden.
Det kan også skifte over tid. Et par der har levet i mønstret i mange år kan ende med at pursueren er så udmattet af at have jagtet, at de holder op. Og pludselig vender billedet. Nu er det withdraweren der ikke forstår hvorfor partneren er holdt op med at række ud – og begynder selv at søge kontakt.
Det kan føles forvirrende og endda sårende for begge.
Lene og Thomas havde været gift i elleve år. I de første mange år var Lene den der altid initierede samtaler om forholdet, om fremtiden, om hvad der var galt. Thomas lyttede men sagde sjældent meget.
En dag holdt Lene op. Ikke af vrede, men af udmattelse. Hun havde besluttet sig for at stoppe med at jagte noget hun aldrig fik fat i.
Thomas mærkede det næsten med det samme. Pludselig var han den der spurgte: “Er du okay? Hvad tænker du på?” Og Lene, der havde ventet på netop de spørgsmål i årevis, opdagede til sin egen overraskelse at hun ikke rigtig havde lyst til at svare.
Hvor kommer mønstret fra?
For at forstå hvorfor vi reagerer som vi gør i tætte relationer, er vi nødt til at gå et stykke tilbage – helt tilbage til de tidligste erfaringer vi har med nærhed og tryghed.
Tilknytningsteori, oprindeligt udviklet af psykologen John Bowlby og siden videreudviklet af bl.a. Sue Johnson (grundlæggeren af EFT, Emotionally Focused Therapy), beskriver hvordan vi som børn udvikler strategier for at håndtere vores relation til vores omsorgspersoner.
Hvis vi som børn oplevede at vores behov for nærhed og tryghed blev mødt konsistent – at en voksen var tilgængelig, responsiv og varm – udviklede vi det der kaldes en tryg tilknytning. Vi lærte at nærhed er trygt, at det er okay at have behov, og at andre mennesker er pålidelige.
Hvis vi oplevede det modsatte – omsorgspersoner der var uforudsigelige, fraværende eller overvældende – udviklede vi andre strategier.
Ængstelig tilknytning opstår typisk når omsorgspersonen var inkonsistent: nærværende og kærlig ind imellem, men uforudsigelig. Barnet lærte at det skulle holde sig “på,” altid scanne efter signaler, altid sørge for at holde fast i kontakten – for man vidste aldrig hvornår den forsvandt igen. Disse børn bliver ofte til voksne pursuere.
Undvigende tilknytning opstår typisk når omsorgspersonen var følelsesmæssigt utilgængelig eller direkte afvisende over for barnets behov. Barnet lærte at det var sikrere at stole på sig selv, at følelser var overvældende eller uvelkomne, at det var bedst at klare sig alene. Disse børn bliver ofte til voksne withdrawere.
Det er vigtigt at understrege: dette er ikke en dom over nogen forældre. De fleste forældre gør så godt de kan. Og vores tilknytningsstil er ikke en livstidsdom – den kan ændre sig, særligt i trygge, gode relationer og i terapeutisk arbejde.
Men det forklarer noget afgørende: pursuer og withdrawer reagerer ikke på hinanden som voksne i nuet. De reagerer ofte på mønstre der er meget ældre end det aktuelle parforhold.
Når Sara oplever at Mads trækker sig, aktiveres ikke bare nutidens sårhed. Der aktiveres måske også en lille pige der lærte at nærhed er noget man skal kæmpe for. Og når Mads føler Saras opsøgen som overvældende, aktiveres måske også en dreng der lærte at det var sikrest at lukke ned.
De to reagerer på hinanden – men de reagerer også på noget meget dybere.
Hvad mønstret gør ved forholdet over tid
I starten er mønstret ofte usynligt. Det er bare “måden vi er på.” Han er lidt tilbageholdende, hun er lidt intens. Det supplerer hinanden faktisk – i en periode.
Men over tid, hvis mønstret ikke bliver talt om og forstået, begynder det at slides ind i forholdet.
Fase 1: Eskalering
Pursueren søger mere kontakt fordi de ikke får nok. Withdraweren trækker sig mere fordi presset øges. Det er en negativ spiral der forstærker sig selv. Konflikterne bliver hyppigere, mere intense, mere forvirrende – fordi ingen af dem forstår hvad der egentlig foregår.
Julie og Rasmus var på dette stadie da de kom til mig.
Julie beskrev det sådan: “Jeg ved godt at jeg er for meget. Jeg kan høre mig selv og tænker: hold nu op. Men jeg kan ikke lade være. Jo mere han lukker af, jo mere panikker jeg indeni.”
Rasmus beskrev det fra sin side: “Jeg elsker hende. Men når hun begynder, kan jeg mærke et eller andet der bare… lukker ned. Jeg vil gerne være der for hende, men det er som om jeg fryser til is.”
Begge havde ret i deres beskrivelse af sig selv. Ingen af dem var “forkerte.” De var bare fanget i hinandens reaktioner.
Fase 2: Fastfrysning
Hvis mønstret fortsætter ubehandlet, sker der ofte noget endnu mere bekymrende end konflikterne: de forsvinder. Parret holder op med at skændes – ikke fordi tingene er blevet bedre, men fordi begge er holdt op med at prøve.
Pursueren er udmattet af at jagte og begynder at beskytte sig selv ved at trække sig. Withdraweren mærker ikke presset længere og tror måske at tingene er blevet bedre. Men under overfladen er der opstået en kold distance der kan være sværere at bryde end de åbne konflikter.
Dette er det stadie mange par befinder sig på når de endelig søger hjælp. Og det er ofte på dette tidspunkt sætningen kommer: “Vi er mere som venner end kærester.” Eller: “Vi lever bare side om side.”
Peter og Hanne kom til terapi efter 23 års ægteskab. De skændtes ikke. De var høflige, ordentlige og funktionelle. Men de rørte ikke ved hinanden. De talte ikke om noget der betød noget. Hanne sagde: “Det er ikke at jeg er ulykkelig. Jeg er bare… ingenting.” Peter nikkede. Han vidste hvad hun mente.
Fase 3: Længslen bag det hele
Det der er vigtigt at forstå – og det er noget af det mest bevægende ved dette arbejde – er at bag mønstret, uanset hvilken fase det befinder sig i, er der næsten altid en dyb længsel.
Pursueren længes efter at blive mødt, set, valgt. Ikke bare som funktionspartner og forælder, men som den person der engang var uerstattelig.
Withdraweren længes oftest efter det samme – men har lært at det er sikrere ikke at vise det. Bag tilbagetrækningen gemmer sig ofte en person der frygter ikke at slå til, ikke at være nok, ikke at kunne give det der forventes.
De to sider af mønstret er ikke modpoler. De er to udgaver af den samme længsel – udtrykt på vidt forskellige måder.
Hvad man selv kan gøre
Inden vi taler om hvornår parterapi er relevant, er der faktisk noget man selv kan begynde med. Ikke som erstatning for professionel hjælp, men som et første skridt mod større bevidsthed.
1. Lær at genkende mønstret – i realtid
Det lyder enkelt, men er faktisk svært. Når man er midt i mønstret, føles det ikke som et mønster. Det føles som virkelighed. Han er virkelig kold. Hun er virkelig hysterisk.
Øvelsen er at begynde at se det udefra. “Vi er i gang igen.” Ikke som bebrejdelse, men som observation. Nogle par finder det hjælpsomt at give mønstret et navn – ikke et sårende navn, men et neutralt. “Nu danser vi.” “Nu er vi i filmen igen.”
2. Navngiv det uden skyld
Der er forskel på at sige “du lukker altid af” og “jeg kan mærke at jeg begynder at føle os langt fra hinanden. Det gør mig urolig.”
Det første er en anklage. Det andet er en sårbar afsløring. Og sårbarhed bryder mønstret på en måde som anklager aldrig gør.
Det kræver mod. Særligt for pursueren, der er vant til at bruge intensitet som redskab. Og særligt for withdraweren, der er vant til at beskytte sig ved at lukke ned.
3. Aftal en “pause-protokol” der ikke føles som afvisning
En af de største udfordringer er at withdrawerens behov for at trække sig aktiverer pursuerens panik. “Jeg har brug for lidt tid” lyder som “jeg vil ikke have dig.”
Løsningen er at aftale på forhånd – i en rolig stund, ikke midt i konflikten – hvad en pause betyder. “Hvis jeg siger at jeg har brug for en halv time, betyder det ikke at jeg er ligeglad. Det betyder at jeg samler mig, så jeg kan være til stede for dig bagefter.” Og aftale hvornår man kommer tilbage.
Den lille detalje – hvornår vender vi tilbage – er afgørende. En pause uden et tidspunkt for genforening er for pursueren det samme som at blive forladt.
4. Find det der virker imellem jer
Alle par har øjeblikke hvor de er godt forbundne. Hvornår er det? Er det på ture i naturen? Er det når I ser film? Er det tidligt om morgenen før dagen starter?
Identificér dem og beskyt dem. Kontakt behøver ikke altid foregå i svære samtaler. Somme tider er det i det stille samvær, i det fælles grin, i den lille gestus – at forbindelsen genopbygges.
Hvornår er parterapi relevant?
Selvhjælp har sine grænser. Og for mange par er mønstret kørt så dybt ind i relationens DNA, at det er svært at ændre alene – ikke fordi de ikke vil, men fordi selve samtalen om mønstret aktiverer mønstret.
Det er her parterapi gør en forskel.
I parterapi arbejder vi ikke med at finde ud af hvem der har ret. Vi arbejder med at forstå hvad der foregår under overfladen – hvad der aktiverer pursuerens panik og withdrawerens nedlukning – og skabe et rum hvor begge kan sige det de egentlig mener, uden at det udløser den anden.
I min tilgang til parterapi er jeg inspireret af EFT (Emotionally Focused Therapy), som netop er udviklet til at arbejde med tilknytning og de følelsesmæssige mønstre bag konflikter. EFT er en af de bedst dokumenterede metoder inden for parterapi, og den er særligt effektiv netop ved pursuer-withdrawer-dynamikken.
Konkret arbejder vi med at:
Gøre mønstret synligt for begge. Mange par har aldrig set mønstret tydeligt udefra. Når begge kan se det – ikke som hinandens fejl, men som noget der sker imellem dem – ændrer noget sig fundamentalt.
Nå de primære følelser. Bag jalousi, vrede og frustration er der næsten altid mere sårbare følelser: frygt for at blive forladt, skam over ikke at slå til, sorg over det man har mistet. Når disse følelser får lov at komme frem i et trygt rum, er det muligt at møde hinanden på en ny måde.
Skabe nye øjeblikke af kontakt. EFT arbejder målrettet med at skabe det der kaldes “bonding moments” – øjeblikke hvor den ene rækker ud på en sårbar måde, og den anden formår at møde det. Disse øjeblikke er ikke store dramatiske gennembrud. De er ofte meget stille. Men de er dem der ændrer relationens grundfølelse.
Julie og Rasmus, som jeg nævnte tidligere, kom til et punkt i terapien hvor Rasmus for første gang sagde højt: “Jeg trækker mig fordi jeg er bange for ikke at slå til. Ikke fordi jeg ikke gider.” Julie græd. Ikke af sorg, men af genkendelse og lettelse. Det var første gang hun hørte hvad der egentlig foregik i ham.
Det ændrede ikke alt med det samme. Men det ændrede noget afgørende i måden de så på hinanden.
Mønstret er ikke dommen over jeres forhold
Hvis du har læst med hertil og har genkendt dig selv – eller jer – i noget af det, vil jeg gerne sige dette:
Det at I er landet i dette mønster er ikke et tegn på at I er forkerte for hinanden. Det er næsten ikke engang et tegn på at noget er galt.
Det er et tegn på at to mennesker med forskellige måder at håndtere nærhed på forsøger at elske hinanden – og somme tider løber ind i sig selv i processen.
Mønstret opstår oftest i relationer hvor begge parter faktisk betyder noget for hinanden. Man trækker sig ikke fra mennesker man er ligeglade med. Man jagter ikke mennesker man har opgivet.
Det der gemmer sig bag dansen er to mennesker der gerne vil have det til at fungere. Som vil hinanden det godt. Som bare ikke altid ved hvordan.
Det er et rigtig godt udgangspunkt for at arbejde med det.
Genkender du dette mønster i dit parforhold? Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale om parterapi – online eller i klinikken på Møn.
