Parforhold og ADHD – når forskellighed kræver nye veje til kontakt
Lever du i en relation, hvor ADHD/ADD fylder? Måske hos dig selv, din partner – eller jer begge?
Mange par oplever, at ADHD kan bringe udfordringer med sig i relationen: konflikter, misforståelser, følelsen af at tale forbi hinanden eller en skæv fordeling af ansvar. Men ADHD/ADD kan også bringe liv, empati, kreativitet og intensitet ind i parforholdet. I parterapi arbejder vi med at forstå, anerkende og samarbejde om forskelligheden i mellem jer – så kærligheden kan få bedre vilkår.
Når kærlighed og neurodiversitet går hånd i hånd
At leve i et parforhold, hvor ADHD/ADD er en del af dynamikken, kan være både livgivende og udfordrende. Mange beskriver følelsen af at være forbundne og tæt knyttede – men samtidig støde på de samme frustrationer igen og igen. Det kan være glemte aftaler, forskellige tempoer, følelsesmæssige udbrud eller svære forventninger til hinanden.
Mennesker med ADHD/ADD har ofte en stor følelsesmæssig dybde og en stærk evne til empati og nærvær – især når relationen er tryg og tillidsfuld. Men de kan også have udfordringer med opmærksomhed, struktur og følelsesregulering. Det kan skabe misforståelser og sårede følelser, særligt hvis partneren oplever sig overset eller trukket ind i et uforudsigeligt mønster.
Mennesker med et neurodivergent system fornemmer mange subtile ting i relationer, som mange neurotypikere ikke gør. Den forskel i sig selv, kan skabe ubalance, utryghed og nogle gange konflikt, hvis den ene part fornemmer en lille afvigelse eller forskel fra tidligere i kontakten, kommunikationen eller nærværet.
Når forskelligheder i hjernen og nervesystemet ikke bliver talt om, kan parforholdet langsomt slide på begge parter. Det behøver ikke at være sådan.
To hjerner – to måder at være i verden på
I parforhold, hvor den ene part er neurodivergent (har ADHD/ADD) og den anden neurotypisk, kan der opstå misforståelser, fordi man opfatter, reagerer og udtrykker sig forskelligt. Det handler ikke om rigtigt eller forkert – men om at blive bevidst om forskellene og finde fælles sprog.
- Den partner med ADHD/ADD kan fx. opleve stærke følelsesudsving, glemme aftaler eller have svært ved at skifte mellem opgaver.
- Den neurotypiske partner kan føle sig tilsidesat, uforstået eller drænet – og komme til at tage ansvar for “hele forholdet”.
- Begge kan ende med at føle sig forkerte eller alene i relationen.
Når begge parter har ADHD/ADD, kan der også opstå særlige mønstre så som følelsesmæssig synkronisering, der både kan skabe stor nærhed og intensitet – men også føre til, at konflikter eskalerer hurtigt, og struktur eller omsorg kan mangle i de mest pressede øjeblikke.
I terapien undersøger vi disse mønstre – uden skyld – og arbejder med, hvordan I sammen kan skabe en fælles forholden jer til ADHD/ADD i jeres parforhold.
Psykoedukation og forventningsafstemning – en del af terapien
En vigtig del af mit arbejde med par, hvor ADHD/ADD fylder, er psykoedukation – altså viden om, hvad ADHD/ADD er, og hvordan det påvirker hverdagen, følelser og relationer. Mange konflikter opstår, fordi ADHD/ADD bliver misforstået som ligegyldighed, dovenskab eller egoisme. Når vi sammen får sat ord på, hvad ADHD/ADD betyder i netop jeres relation, kan vi skabe en fælles forståelse, der aflaster og forener i stedet for at splitte.
Vi arbejder også med forventningsafstemning: Hvad kan vi forvente af hinanden – realistisk og med omsorg? Hvordan kan man være partner til en med ADHD/ADD uden at brænde ud? Hvordan kan man tage ansvar uden at blive overvældet af skyld eller skam?
Det handler ikke om, at én part skal tilpasse sig den anden – men at I sammen finder bæredygtige måder at støtte relationen på, med respekt for jeres forskelligheder.
Eksempler fra praksis – og veje til forandring
Jeg har arbejdet med par, hvor den ene partner kæmpede med uopmærksomhed og impulsivitet, hvilket gjorde den anden partner usikker og frustreret. I starten handlede det meget om “du glemmer altid” og “du er alt for kontrollerende”. Gennem samtalerne begyndte vi at se bag reaktionerne.
Den ene følte sig konstant overvåget, den anden følte sig konstant glemt. Da vi fik sat ord på, at ADHD’en faktisk forstyrrede evnen til at holde overblik og skifte fokus, og ikke handlede om mangel på kærlighed, ændrede stemningen sig. De begyndte at samarbejde – ikke kæmpe mod hinanden.
Et andet par – hvor begge havde ADHD – kæmpede med følelsesudbrud og manglende struktur. Samtidig havde de en enorm dybde i deres relation og en fælles kreativ livsenergi. Vi arbejdede med konkrete strategier for regulering og pauser, og med at acceptere, at deres kærlighed ikke skal ligne alle andres, men godt kan fungere, når de har blik for hinandens behov og får sat tydelige rammer.
Fra bebrejdelse til forståelse
Mange parforhold med eller uden neurodivergens havner i bebrejdelsesdialoger – “du burde”, “hvorfor gør du ikke”, “du tager aldrig initiativ”. Disse mønstre er forståelige – men sjældent hjælpsomme. I stedet arbejder vi med at forstå, hvad der ligger bag. Måske udmattelse, frustration, følelse af ikke at slå til, eller behov for tryghed og forudsigelighed.
Jeg inviterer jer til at undersøge, hvordan I hver især forsøger at gøre jeres bedste – og hvad I længes efter. Vi arbejder med, hvordan I kan blive bedre til at udtrykke kærlighed på måder, den anden kan mærke. Hvordan I kan tage pauser, før I farer vild i gamle mønstre. Og hvordan I kan skabe en anerkendende fortælling om jeres forhold, hvor ADHD/ADD ikke er problemet, men en del af jeres virkelighed – som I kan lære at leve godt med.
Når ADHD/ADD også bringer styrker ind i forholdet
Det er vigtigt at sige højt: Mennesker med ADHD kan være fantastiske partnere. De kan være intuitive, empatiske, spontane, kreative og ekstremt loyale. De kan mærke stemninger, være dybt tilstede i øjeblikket og bringe leg og intensitet ind i relationen.
Men for at disse kvaliteter kan få plads, kræver det, at parforholdet ikke drukner i misforståelser og praktiske udfordringer. Det kræver, at begge parter føler sig mødt, forstået og trygge. Jeg arbejder for at genfinde og styrke den forbindelse, der gjorde jer til et par – og samtidig skabe et nyt sprog for at være sammen på jeres egne præmisser.
Min rolle som terapeut – jeres fælles allierede
I samtalerne ser jeg mig selv som en neutral og empatisk sparringspartner for jer begge. Jeg møder jer med respekt og uden fordomme, og hjælper med at skabe et trygt rum, hvor I kan finde ud af, hvad jeres relation har brug for – uanset om det handler om at blive bedre til at samarbejde, genfinde nærheden, eller skabe klarhed om fremtiden.
Jeg støtter jer i at navigere forskelligheden og skabe en fælles måde at forstå og leve med ADHD/ADD på, som styrker jeres relation.
Hvordan I kan forberede jer til parterapi
Inden I starter, kan det være hjælpsomt at overveje:
- Hvad længes jeg efter i vores relation?
- Hvornår føler jeg mig tryg og forbundet med min partner?
- Hvilke udfordringer oplever jeg, og hvad gør det ved mig?
- Hvordan kunne vi tale om ADHD uden skyld og bebrejdelse?
- Hvad håber jeg, vi kan lære om hinanden?
Trin til at styrke kontakten i et ADHD-præget forhold
- Aftal faste pauser i konflikter. Det skaber ro og forhindrer overstimulering.
- Sæt ord på dine behov – enkelt og venligt. ADHD påvirker ofte opmærksomheden, ikke kærligheden.
- Del, hvad du værdsætter ved hinanden. Gør det ofte – ikke kun, når tingene går godt.
- Lav realistiske aftaler. Brug visuelle hjælpemidler eller påmindelser.
- Husk det særlige, I har sammen. Hvad er jeres styrker? Hvornår fungerer I godt som team?
Klar til at tage første skridt?
Hvis ADHD fylder i jeres relation – som en udfordring, en styrke eller begge dele – så er I ikke alene. Parterapi kan hjælpe jer med at skabe forståelse, nærhed og nye måder at samarbejde på.
📩 Kontakt mig for en uforpligtende samtale eller for at booke en tid til parterapi.
💬 Jeg tilbyder både online parterapi og fysiske møder på Møn – alt efter, hvad der passer jer bedst.
Ligeledes kan jeg bookes til psykoedukation, hvis du/i oplever udfordringer med ADHD eller ADD
