Søskendeforholdet som livets længste relation
En relation vi sjældent taler om
En relation vi sjældent taler om
Søskende deler en fælles ramme: det samme hjem, de samme forældre, den samme overordnede familiehistorie. Det giver en form for fællesskab der er svær at erstatte – en fornemmelse af at nogen kender den verden man kom fra, på en måde ingen andre gør.
Men søskende deler ikke nødvendigvis den samme oplevelse af den verden. Tværtimod – og det er noget vi vender tilbage til. Alder, køn, rækkefølge i søskendeflokken, det der skete i familien på netop det tidspunkt man voksede op, og den individuelle personlighed man trådte ind i verden med: alt dette betyder at to søskende i det samme hjem kan have haft fundamentalt forskellige barndommer.
Det er en af grundene til at søskendeforholdet kan være så komplekst. Der er en fælles fortid – men ikke nødvendigvis en fælles fortælling om den.
Konflikter der er vokset sig store over tid
Mange søskendekonfliker begynder ikke som store brud. De begynder som mindre irritationer, uudtalte skuffelser eller misforståelser der aldrig rigtig blev talt igennem. Og de vokser sig langsomt større – ikke nødvendigvis gennem dramatiske konfrontationer, men gennem den gradvise ophobning af negativitet og distance der opstår, når ting ikke bearbejdes.
Med tiden kan det have nået et punkt, hvor begge parter ikke længere husker præcis hvad der startede det, men begge bærer på en masse der gør det svært at finde hjem til hinanden.
Brud og langvarig estrangement
Nogle søskendeforhold ender i egentlig estrangement – et bevidst brud hvor kontakten ophører helt eller næsten helt. Det kan være initieret af den ene part eller af begge. Det kan have foregået gradvist eller pludseligt.
For mange der lever med et søskendebrud, er det en særlig form for sorg. Ikke som sorgen over at miste nogen til døden, men en sorg der er sværere at tale om – fordi personen stadig er i live, fordi omgivelserne måske ikke forstår det, og fordi der somme tider er ambivalens: en længsel efter forholdet kombineret med en god grund til at det ophørte.
Voksne søskende med en svær fælles opvækst
Nogle søskende voksede op med forældre der kæmpede med psykisk sygdom, misbrug, vold, svigt eller andre alvorlige udfordringer. De har delt en barndom præget af noget, de måske aldrig har talt åbent om – hverken med hinanden eller med andre.
Som voksne kan de bære på en fælles historik der alligevel sjældent tales om direkte. Der kan være fortielser, forskellige måder at håndtere det på, eller måske en uenighed om hvad der egentlig skete – og hvad der må siges om det. Terapi kan her være et rum til at tale om det fælles, bearbejde det der aldrig fik lov at komme frem, og finde ud af hvordan man er søskende med den fælles historik som afsæt.
Søskende der er drevet fra hinanden af livet
Ikke alle søskendeafstande handler om konflikter. Nogle søskende er simpelthen drevet fra hinanden af livet – forskellige byer, forskellige prioriteter, forskellige livsfaser. Over tid kan relationen være blevet til høflighed og overfladiske opdateringer ved familiesammenkomster, mens den dybere forbundethed er forsvundet.
Der er måske ikke nogen at bebrejde. Men savnet er der alligevel. Og somme tider er der brug for hjælp til at finde vejen tilbage til noget mere.
Søskende i forbindelse med forældrenes alderdom og død
En af de mest hyppige udløsere for søskendekonflikter og søgning efter hjælp er forældrenes alderdom, sygdom og død. Pludselig er der praktiske beslutninger der skal tages, arv der skal fordeles, og omsorgsopgaver der skal varetages. Og pludselig er der måske ikke længere de forældre der altid har fungeret som bindeled og buffer i søskendeflokken.
Det aktiverer meget. Gamle roller og dynamikker fra barndommen dukker op. Uretfærdigheder der aldrig er blevet talt om, kommer til overfladen. Og søskende der troede de havde et godt forhold, opdager at de reagerer på hinanden på måder der overrasker dem selv.
Sorg over et tabt søskende
For dem der har mistet en bror eller søster – til sygdom, ulykke, selvmord eller andre årsager – er søskendesorgen en særlig og ofte overset form for sorg. Den stiller sig anderledes end sorgen over at miste en forælder eller en partner, og den ledsages somme tider af komplekse følelser: skyld, uforløste konflikter, ambivalens, eller sorg over det forhold man ønskede man havde haft.
Barndomsrollers lange skygge
De roller vi fik – og ikke fik valgt
I enhver søskendeflok opstår der roller. Det sker ikke nødvendigvis bevidst – hverken fra forældrenes eller børnenes side. Men det sker. Den ansvarlige ældste der tog hånd om de yngre. Den midterste der aldrig rigtig fandt sin plads. Den yngste der blev beskyttet og forkælet. Den der var god i skolen. Den der var svær. Den der holdt familien sammen. Den der altid bøjede sig.
Disse roller giver mening i den familiestruktur de opstod i. De er ofte fornuftige tilpasninger til det miljø barnet levede i. Men de har en tendens til at sidde fast.
Når rollerne følger med ind i voksenlivet
Som voksne søskende kan vi opdage at vi stadig reagerer på hinanden ud fra de roller vi havde som børn – selv når situationen for længst har ændret sig. Den ældste der stadig føler ansvar for at holde familien samlet og løse konflikter. Den yngste der stadig behandles som om vedkommende ikke kan tage ansvar. Den der altid gav efter, og som stadig giver efter – og er begyndt at mærke en ophobning af vrede over det.
Det er ikke bevidst ondskab fra nogen. Det er mønstre der er så automatiske og indlejrede, at ingen af parterne nødvendigvis er klar over dem. Og det er præcis det der gør dem svære at ændre på egen hånd.
Hvad terapeutisk arbejde med roller kan gøre
I terapeutisk arbejde med søskenderoller er målet ikke at finde ud af hvem der havde den sværeste barndom eller hvem der fik den dårligste rolle. Det er at gøre mønstrene synlige – for den enkelte og eventuelt i samspil med søskende – og skabe frihed til at vælge anderledes.
Det kræver ofte at man først forstår hvor rollen kom fra og hvilken funktion den tjente. Og dernæst at man begynder at øve sig i at reagere anderledes – en øvelse der er enklere at beskrive end at udføre, og som for de fleste kræver både tid og støtte.
Hvorfor søskende oplever barndommen forskelligt
Alder og udviklingstrin på det tidspunkt bestemte begivenheder fandt sted, er afgørende for hvordan de lagres og huskes. Det der for en tiårig var en traumatisk oplevelse, nåede måske slet ikke ind til den fireårige på samme måde – eller omvendt.
Rækkefølgen i søskendeflokken betyder noget. Den ældste voksede op i en familie med forældre der endnu ikke havde erfaring. Den yngste voksede op med mere erfarne forældre – men måske i en familie der var forandret af det der skete undervejs.
Køn, temperament og personlighed former hvad barnet er sensitiv overfor og hvad det kognitivt og emotionelt er i stand til at bearbejde. Og forældrenes behandling af de enkelte søskende er sjældent identisk – bevidst eller ubevidst.
Når fortællingerne om barndommen kolliderer
Som voksne søskende kan det komme som et chok at opdage at broren eller søsteren husker barndommen fundamentalt anderledes. At det der for den ene var en tryg og god opvækst, for den anden var præget af ensomhed og overset behov. At det der for den ene var en streng men retfærdig far, for den anden var en skræmmende og uforudsigelig en.
Det kan føles som en trussel mod ens egen oplevelse. Som om den andens anderledes fortælling gør ens egen forkert. Og det kan føre til konflikter der handler om hvem der har ret om fortiden.
I terapeutisk arbejde er der ikke en vinder i den diskussion. Det handler ikke om at finde frem til den objektive sandhed om barndommen. Det handler om at begge oplevelser kan have plads – og at man kan forstå hvorfor de er forskellige, uden at nogen behøver at ugyldiggøre den andens.
Splitting og tildelte roller
Splitting er det der sker, når forældre – oftest ubevidst – placerer søskende i modsatrettede roller i forhold til hinanden. Den gode og den slemme. Den kloge og den kreative. Den stærke og den sårbare. Den der er ligesom mor, og den der er ligesom far.
Disse komplementære roller kan holde søskende fastlåst i forhold til hinanden langt ind i voksenlivet – ikke fordi de nødvendigvis passer på hvem de er, men fordi de er den linse familien har set dem igennem, og som de gradvist har internaliseret.
Forældrenes alderdom som katalysator
For mange søskende er forældrenes alderdom, sygdom og eventuelle død det tidspunkt, hvor de hidtil ubearbejdede dynamikker i søskendeforholdet for alvor kommer til overfladen.
Pludselig er der beslutninger der skal tages om pleje og bolig. Arv der måske aktiverer gamle følelser af uretfærdighed og favorisering. Og en sorg der bearbejdes forskelligt af de søskende – og som nogle gange driver dem fra hinanden i stedet for at samle dem.
Det tidspunkt er svært. Og det er et tidspunkt, hvor mange søskende for første gang søger hjælp.
Familier med hemmeligheder og tabuemner
I familier der har båret på hemmeligheder – om misbrug, om psykisk sygdom, om noget der skete men aldrig måtte tales om – er der ofte en særlig dynamik i søskendeforholdet. Nogle søskende ved, andre ved ikke. Nogle har valgt at tale om det, andre har valgt tavsheden. Og det fælles der aldrig er blevet sagt højt, ligger som et usynligt fundament under relationen.
Terapeutisk arbejde kan her handle om at skabe mod og rum til at tale om det der aldrig er blevet talt om – ikke for at afsløre eller konfrontere, men for at frisætte det der har bundet.
Hvad det kan koste at vokse op i den rolle
Søskende til børn med diagnoser eller særlige behov kan vokse op med en lang række følelsesmæssige belastninger der sjældent har fået et rum.
Vrede og skam over vreden – for man ved jo at søskendet ikke kan gøre for det. Ensomhed og en følelse af at ens egne behov ikke tæller.
Et overdrevent ansvarsfølelse og en tendens til at tage sig af andre der kan følge med ind i voksenlivet. Og somme tider en dyb ambivalens i forholdet til søskendet – en blanding af kærlighed, omsorg, frustration og udmattelse der aldrig helt har fundet sted at lande.
Pernille har som specialist i ADHD og ADD og som psykoterapeut en særlig forståelse for netop denne dynamik – for hvad det betyder for hele familien når neurodivergens er en del af hverdagen, og for hvad det kræver af de søskende der voksede op i det.
Hvad terapeutisk arbejde kan tilbyde
Et terapeutisk forløb med fokus på søskendes oplevelse i en familie med særlige behov kan give rum til de følelser der aldrig har haft plads. Det kan hjælpe med at forstå og bearbejde de roller man tog på sig. Og det kan, hvis det ønskes, arbejde med søskenderelationen direkte – med eller uden den bror eller søster der har diagnosen til stede.
Det er ikke terapi der handler om at finde nogen at bebrejde. Det er terapi der handler om at se den del af historien der aldrig rigtig er blevet fortalt.
Hvad søskende terapi er og kan
Man behøver ikke have sin søskende med
Det er en vigtig pointe: søskende terapi kræver ikke at alle søskende er med. Man kan arbejde med søskendeforholdet i individuel terapi – med sig selv som udgangspunkt, og søskenderelationen som en central del af det der undersøges.
Det kan handle om at forstå sine egne mønstre i forhold til søskende. Om at bearbejde noget fra en fælles barndom. Om at finde ud af hvad man egentlig ønsker for forholdet til sin bror eller søster. Og om at finde ud af hvordan man kan forholde sig til det, uanset om søskendet ønsker at arbejde med det eller ej.
Fælles samtaler med søskende
Hvis alle parter ønsker det, kan søskende terapi foregå som fælles samtaler – med en eller flere søskende til stede. Her arbejdes der med det der sker imellem jer, med de mønstre der opstår i rummet, og med at skabe et sprog og en forståelse der ikke har været mulig i de samtaler I har haft på egen hånd.
Fælles samtaler kræver en vis villighed hos alle parter. Ikke enighed – men en grundlæggende interesse i at forstå og eventuelt reparere.
Hvad man kan forvente at arbejde med
Søskende terapi kan tage mange retninger afhængigt af hvad der bringer én til det. Fælles er at arbejdet typisk bevæger sig på tværs af flere lag: det der sker i nutiden i relationen, det der stammer fra den fælles barndom og familiehistorie, og det der lever i den enkelte som konsekvens af den opvækst og det søskendeforhold man har haft.
Tilgangen er systemisk og narrativ – hvilket betyder at vi er optaget af de historier der er skabt om jer og jeres relation, og af hvad der sker imellem jer snarere end hvem der har ret. Der arbejdes med nysgerrighed frem for dom, og med forståelse frem for bebrejdelse.
Det er aldrig for sent
Et af de mest håbgivende fund i forskning om søskenderelationer er at de kan ændre sig betydeligt gennem livet – og at det ikke er for sent at arbejde med dem, uanset hvor mange år der er gået.
Søskende der har været estrangeret i årtier, kan finde vej tilbage til hinanden. Dynamikker der har siddet fast siden barndommen, kan løsnes. Og mennesker der aldrig har talt med nogen om hvad det var at vokse op som det søskende de var, kan finde noget vigtigt i at gøre det.
Det kræver mod. Det kræver villighed til at se noget der måske har været nemmere ikke at se. Og somme tider kræver det hjælp.
Er du nysgerrig på søskende terapi – for dig selv, eller sammen med dit søskende? Kontakt mig for en uforpligtende forsamtale, så vi kan tale om hvad der er relevant for dig. I kan også læse mere om familieterapi.
