Mit teoretiske udgangspunkt
Her kan du læse om mit teoretiske ståsted i vores terapeutiske samarbejde. Hvis du er nysgerrig kan læse mere om tilgangen på hjemmesiden Systemisk Institut for familieterapi.
Den systemiske terapi
Der findes mange forskellige former for psykoterapi. En af disse er systemisk teori som gør op med opfattelsen af, at terapeuten er ekspert på klientens liv.
En systemisk tilgang anskuer udfordringer i livet, som noget der optræder i samspil med andre mennesker og som en del af et større system.
Når vi arbejder systemisk, ser vi derfor på hele dig og de omgivelser, du lever dit liv i.
Det gør vi for at identificere, hvilke mønstre er uhensigtsmæssige for dig, og hvordan du kommer tættere på det, som er vigtigt for dig.
Den narrative tilgang
Narrativ terapi arbejder med fortællinger. Vi har alle fortællinger om os selv, og hvordan vi er. Når vi møder modgang i livet, er det desværre oftest de uhensigtsmæssige fortællinger, som dominerer vores opfattelse af os selv.
De fortællinger kan komme til at fremstå som sandheder og dermed bremse os i vores udviklingsmuligheder og glæde i livet.
Når vi arbejder narrativt, vil vi sammen undersøge hvordan din udfordring har effekt på dit liv, og hvordan du stiller dig i forhold til det.
På den måde kan vi komme tættere på det, som har værdi for dig og gå nye veje – væk fra et uhensigtsmæssigt narrativ om dig selv.
Jeg arbejder med udgangpunkt i en kombination af systemisk og narrativ terapi, men trækker også på erfaringer fra andre uddannelser og erfaringer.
Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og arbejder efter deres etiske retningslinjer og anbefalinger.
Skrevet af
Terapeut, ADHD/ADD specialist og familiekonsulent.
Mennesker, mental sundhed, neurodivergens og psykologi har altid været af stor interesse for mig. Med uddannelser inden for det sundhedsfaglige og med baggrund i psykologi og forskning, arbejder jeg for, at hjælpe dig tættere på det, der er vigtigt for dig og for at du lever det liv, du ønsker.