Terapi, rådgivning og konsulentydelser

Blog

  • Nærhed og afstand i parforhold

    Nærhed og afstand i parforhold

    Når den ene vil og den anden ikke

    Om ubalance i nærhed og behov for afstand i parforholdet

    Der er en scene, mange par kender – selvom de måske aldrig har sat ord på den.

    Det er en aften som så mange andre. Mads kommer hjem fra arbejde, sætter sin taske, og kan mærke at noget er galt. Sara er stille på en måde, der ikke er rolig. Han spørger: “Er alt okay?” Hun siger: “Ja.” Men det er det ikke.

    Senere på aftenen prøver Sara at tale om det. Mads lytter – men svarer kort, kigger mod telefonen, rejser sig for at hente noget vand. Sara kan mærke han er på vej væk fra hende, selvom han fysisk er i samme rum. Hun prøver igen. Han sukker. Hun kan høre det suk som “gid du nu lod mig være.” Han mener det som “jeg ved ikke hvad jeg skal sige.”

    Inden de går i seng er stemningen tung. Ingen af dem ved helt hvad der skete. Ingen af dem føler sig mødt.

    Denne scene – eller varianter af den – er et af de mønstre jeg oftest møder i parterapi. Det har mange navne: nærhed-afstand-dynamikken, pursuer-withdrawer-mønstret, det klassiske “du trækker dig og jeg jagter dig.” Og det er smertefuldt, ikke fordi parterne ikke elsker hinanden, men præcis fordi de gør.

    Hvad er mønstret egentlig?

    Lad os begynde med det grundlæggende.

    I de fleste parforhold vil den ene partner – i hvert fald i bestemte situationer – have tendens til at søge kontakt når noget er svært. De rækker ud, stiller spørgsmål, vil gerne tale om det, har brug for at mærke at forbindelsen er der. Psykologer kalder denne position for pursueren – den opsøgende.

    Den anden partner vil i de samme situationer have tendens til at trække sig. Ikke nødvendigvis fordi de er ligeglade, men fordi de har brug for at behandle ting alene, finde ro indeni, samle sig – før de kan være til stede for den anden. Denne position kaldes withdraweren – den tilbagetrækkende.

    Begge positioner er i sig selv fornuftige. Begge er menneskelige. Begge er faktisk forsøg på at håndtere svære følelser.

    Problemet opstår i mødet mellem dem.

    Pursueren oplever withdrawerens tilbagetrækning som afvisning. Som ligegyldighed. Som et signal om at forholdet ikke er trygt. Og så søger de endnu mere kontakt – for at bekræfte at forbindelsen stadig er der.

    Withdraweren oplever pursuerens opsøgen som pres. Som krav de ikke kan indfri. Som at de er fanget – og så trækker de sig endnu mere.

    De to bevæger sig væk fra hinanden i præcis det øjeblik, de begge egentlig længes efter det samme: kontakt og tryghed.

    Det er mønstrets dybe ironi.

    Hvem er hvem – og skifter det?

    Et af de spørgsmål jeg ofte får er: “Er det altid den samme der jagter og den samme der trækker sig?”

    Svaret er: oftest, men ikke altid.

    I mange par er rollerne relativt faste og knyttet til personlighed og tilknytningsmønstre (mere om det om lidt). Men de kan også skifte afhængigt af emnet.

    Måske er det Kirsten der søger kontakt når de skal tale om parforholdet, men Henrik der søger kontakt når de skal tale om økonomi. Måske er de begge pursuere i én konflikt og begge withdrawere i en anden.

    Det kan også skifte over tid. Et par der har levet i mønstret i mange år kan ende med at pursueren er så udmattet af at have jagtet, at de holder op. Og pludselig vender billedet. Nu er det withdraweren der ikke forstår hvorfor partneren er holdt op med at række ud – og begynder selv at søge kontakt.

    Det kan føles forvirrende og endda sårende for begge.

    Lene og Thomas havde været gift i elleve år. I de første mange år var Lene den der altid initierede samtaler om forholdet, om fremtiden, om hvad der var galt. Thomas lyttede men sagde sjældent meget.

    En dag holdt Lene op. Ikke af vrede, men af udmattelse. Hun havde besluttet sig for at stoppe med at jagte noget hun aldrig fik fat i.

    Thomas mærkede det næsten med det samme. Pludselig var han den der spurgte: “Er du okay? Hvad tænker du på?” Og Lene, der havde ventet på netop de spørgsmål i årevis, opdagede til sin egen overraskelse at hun ikke rigtig havde lyst til at svare.

    Hvor kommer mønstret fra?

    For at forstå hvorfor vi reagerer som vi gør i tætte relationer, er vi nødt til at gå et stykke tilbage – helt tilbage til de tidligste erfaringer vi har med nærhed og tryghed.

    Tilknytningsteori, oprindeligt udviklet af psykologen John Bowlby og siden videreudviklet af bl.a. Sue Johnson (grundlæggeren af EFT, Emotionally Focused Therapy), beskriver hvordan vi som børn udvikler strategier for at håndtere vores relation til vores omsorgspersoner.

    Hvis vi som børn oplevede at vores behov for nærhed og tryghed blev mødt konsistent – at en voksen var tilgængelig, responsiv og varm – udviklede vi det der kaldes en tryg tilknytning. Vi lærte at nærhed er trygt, at det er okay at have behov, og at andre mennesker er pålidelige.

    Hvis vi oplevede det modsatte – omsorgspersoner der var uforudsigelige, fraværende eller overvældende – udviklede vi andre strategier.

    Ængstelig tilknytning opstår typisk når omsorgspersonen var inkonsistent: nærværende og kærlig ind imellem, men uforudsigelig. Barnet lærte at det skulle holde sig “på,” altid scanne efter signaler, altid sørge for at holde fast i kontakten – for man vidste aldrig hvornår den forsvandt igen. Disse børn bliver ofte til voksne pursuere.

    Undvigende tilknytning opstår typisk når omsorgspersonen var følelsesmæssigt utilgængelig eller direkte afvisende over for barnets behov. Barnet lærte at det var sikrere at stole på sig selv, at følelser var overvældende eller uvelkomne, at det var bedst at klare sig alene. Disse børn bliver ofte til voksne withdrawere.

    Det er vigtigt at understrege: dette er ikke en dom over nogen forældre. De fleste forældre gør så godt de kan. Og vores tilknytningsstil er ikke en livstidsdom – den kan ændre sig, særligt i trygge, gode relationer og i terapeutisk arbejde.

    Men det forklarer noget afgørende: pursuer og withdrawer reagerer ikke på hinanden som voksne i nuet. De reagerer ofte på mønstre der er meget ældre end det aktuelle parforhold.

    Når Sara oplever at Mads trækker sig, aktiveres ikke bare nutidens sårhed. Der aktiveres måske også en lille pige der lærte at nærhed er noget man skal kæmpe for. Og når Mads føler Saras opsøgen som overvældende, aktiveres måske også en dreng der lærte at det var sikrest at lukke ned.

    De to reagerer på hinanden – men de reagerer også på noget meget dybere.

    Hvad mønstret gør ved forholdet over tid

    I starten er mønstret ofte usynligt. Det er bare “måden vi er på.” Han er lidt tilbageholdende, hun er lidt intens. Det supplerer hinanden faktisk – i en periode.

    Men over tid, hvis mønstret ikke bliver talt om og forstået, begynder det at slides ind i forholdet.

    Fase 1: Eskalering

    Pursueren søger mere kontakt fordi de ikke får nok. Withdraweren trækker sig mere fordi presset øges. Det er en negativ spiral der forstærker sig selv. Konflikterne bliver hyppigere, mere intense, mere forvirrende – fordi ingen af dem forstår hvad der egentlig foregår.

    Julie og Rasmus var på dette stadie da de kom til mig.

    Julie beskrev det sådan: “Jeg ved godt at jeg er for meget. Jeg kan høre mig selv og tænker: hold nu op. Men jeg kan ikke lade være. Jo mere han lukker af, jo mere panikker jeg indeni.”

    Rasmus beskrev det fra sin side: “Jeg elsker hende. Men når hun begynder, kan jeg mærke et eller andet der bare… lukker ned. Jeg vil gerne være der for hende, men det er som om jeg fryser til is.”

    Begge havde ret i deres beskrivelse af sig selv. Ingen af dem var “forkerte.” De var bare fanget i hinandens reaktioner.

    Fase 2: Fastfrysning

    Hvis mønstret fortsætter ubehandlet, sker der ofte noget endnu mere bekymrende end konflikterne: de forsvinder. Parret holder op med at skændes – ikke fordi tingene er blevet bedre, men fordi begge er holdt op med at prøve.

    Pursueren er udmattet af at jagte og begynder at beskytte sig selv ved at trække sig. Withdraweren mærker ikke presset længere og tror måske at tingene er blevet bedre. Men under overfladen er der opstået en kold distance der kan være sværere at bryde end de åbne konflikter.

    Dette er det stadie mange par befinder sig på når de endelig søger hjælp. Og det er ofte på dette tidspunkt sætningen kommer: “Vi er mere som venner end kærester.” Eller: “Vi lever bare side om side.”

    Peter og Hanne kom til terapi efter 23 års ægteskab. De skændtes ikke. De var høflige, ordentlige og funktionelle. Men de rørte ikke ved hinanden. De talte ikke om noget der betød noget. Hanne sagde: “Det er ikke at jeg er ulykkelig. Jeg er bare… ingenting.” Peter nikkede. Han vidste hvad hun mente.

    Fase 3: Længslen bag det hele

    Det der er vigtigt at forstå – og det er noget af det mest bevægende ved dette arbejde – er at bag mønstret, uanset hvilken fase det befinder sig i, er der næsten altid en dyb længsel.

    Pursueren længes efter at blive mødt, set, valgt. Ikke bare som funktionspartner og forælder, men som den person der engang var uerstattelig.

    Withdraweren længes oftest efter det samme – men har lært at det er sikrere ikke at vise det. Bag tilbagetrækningen gemmer sig ofte en person der frygter ikke at slå til, ikke at være nok, ikke at kunne give det der forventes.

    De to sider af mønstret er ikke modpoler. De er to udgaver af den samme længsel – udtrykt på vidt forskellige måder.

    Hvad man selv kan gøre

    Inden vi taler om hvornår parterapi er relevant, er der faktisk noget man selv kan begynde med. Ikke som erstatning for professionel hjælp, men som et første skridt mod større bevidsthed.

    1. Lær at genkende mønstret – i realtid

    Det lyder enkelt, men er faktisk svært. Når man er midt i mønstret, føles det ikke som et mønster. Det føles som virkelighed. Han er virkelig kold. Hun er virkelig hysterisk.

    Øvelsen er at begynde at se det udefra. “Vi er i gang igen.” Ikke som bebrejdelse, men som observation. Nogle par finder det hjælpsomt at give mønstret et navn – ikke et sårende navn, men et neutralt. “Nu danser vi.” “Nu er vi i filmen igen.”

    2. Navngiv det uden skyld

    Der er forskel på at sige “du lukker altid af” og “jeg kan mærke at jeg begynder at føle os langt fra hinanden. Det gør mig urolig.”

    Det første er en anklage. Det andet er en sårbar afsløring. Og sårbarhed bryder mønstret på en måde som anklager aldrig gør.

    Det kræver mod. Særligt for pursueren, der er vant til at bruge intensitet som redskab. Og særligt for withdraweren, der er vant til at beskytte sig ved at lukke ned.

    3. Aftal en “pause-protokol” der ikke føles som afvisning

    En af de største udfordringer er at withdrawerens behov for at trække sig aktiverer pursuerens panik. “Jeg har brug for lidt tid” lyder som “jeg vil ikke have dig.”

    Løsningen er at aftale på forhånd – i en rolig stund, ikke midt i konflikten – hvad en pause betyder. “Hvis jeg siger at jeg har brug for en halv time, betyder det ikke at jeg er ligeglad. Det betyder at jeg samler mig, så jeg kan være til stede for dig bagefter.” Og aftale hvornår man kommer tilbage.

    Den lille detalje – hvornår vender vi tilbage – er afgørende. En pause uden et tidspunkt for genforening er for pursueren det samme som at blive forladt.

    4. Find det der virker imellem jer

    Alle par har øjeblikke hvor de er godt forbundne. Hvornår er det? Er det på ture i naturen? Er det når I ser film? Er det tidligt om morgenen før dagen starter?

    Identificér dem og beskyt dem. Kontakt behøver ikke altid foregå i svære samtaler. Somme tider er det i det stille samvær, i det fælles grin, i den lille gestus – at forbindelsen genopbygges.

    Hvornår er parterapi relevant?

    Selvhjælp har sine grænser. Og for mange par er mønstret kørt så dybt ind i relationens DNA, at det er svært at ændre alene – ikke fordi de ikke vil, men fordi selve samtalen om mønstret aktiverer mønstret.

    Det er her parterapi gør en forskel.

    I parterapi arbejder vi ikke med at finde ud af hvem der har ret. Vi arbejder med at forstå hvad der foregår under overfladen – hvad der aktiverer pursuerens panik og withdrawerens nedlukning – og skabe et rum hvor begge kan sige det de egentlig mener, uden at det udløser den anden.

    I min tilgang til parterapi er jeg inspireret af EFT (Emotionally Focused Therapy), som netop er udviklet til at arbejde med tilknytning og de følelsesmæssige mønstre bag konflikter. EFT er en af de bedst dokumenterede metoder inden for parterapi, og den er særligt effektiv netop ved pursuer-withdrawer-dynamikken.

    Konkret arbejder vi med at:

    Gøre mønstret synligt for begge. Mange par har aldrig set mønstret tydeligt udefra. Når begge kan se det – ikke som hinandens fejl, men som noget der sker imellem dem – ændrer noget sig fundamentalt.

    Nå de primære følelser. Bag jalousi, vrede og frustration er der næsten altid mere sårbare følelser: frygt for at blive forladt, skam over ikke at slå til, sorg over det man har mistet. Når disse følelser får lov at komme frem i et trygt rum, er det muligt at møde hinanden på en ny måde.

    Skabe nye øjeblikke af kontakt. EFT arbejder målrettet med at skabe det der kaldes “bonding moments” – øjeblikke hvor den ene rækker ud på en sårbar måde, og den anden formår at møde det. Disse øjeblikke er ikke store dramatiske gennembrud. De er ofte meget stille. Men de er dem der ændrer relationens grundfølelse.

    Julie og Rasmus, som jeg nævnte tidligere, kom til et punkt i terapien hvor Rasmus for første gang sagde højt: “Jeg trækker mig fordi jeg er bange for ikke at slå til. Ikke fordi jeg ikke gider.” Julie græd. Ikke af sorg, men af genkendelse og lettelse. Det var første gang hun hørte hvad der egentlig foregik i ham.

    Det ændrede ikke alt med det samme. Men det ændrede noget afgørende i måden de så på hinanden.

    Mønstret er ikke dommen over jeres forhold

    Hvis du har læst med hertil og har genkendt dig selv – eller jer – i noget af det, vil jeg gerne sige dette:

    Det at I er landet i dette mønster er ikke et tegn på at I er forkerte for hinanden. Det er næsten ikke engang et tegn på at noget er galt.

    Det er et tegn på at to mennesker med forskellige måder at håndtere nærhed på forsøger at elske hinanden – og somme tider løber ind i sig selv i processen.

    Mønstret opstår oftest i relationer hvor begge parter faktisk betyder noget for hinanden. Man trækker sig ikke fra mennesker man er ligeglade med. Man jagter ikke mennesker man har opgivet.

    Det der gemmer sig bag dansen er to mennesker der gerne vil have det til at fungere. Som vil hinanden det godt. Som bare ikke altid ved hvordan.

    Det er et rigtig godt udgangspunkt for at arbejde med det.

    Genkender du dette mønster i dit parforhold? Du er velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende samtale om parterapi – online eller i klinikken på Møn.

    Læs mere om parterapi hos Pernille Ljungdalh →

  • ADHD og følelsesregulering

    ADHD og følelsesregulering

    ADHD og følelsesregulering – når følelserne løber hurtigere end du kan følge med

    Følelserne kommer hurtigt. Kraftigt. Og ofte på de forkerte tidspunkter. Det er en af de mest udbredte, og mindst kendte, sider af livet med ADHD og ADD, både hos børn, unge og voksne.

    Udfordringer med følelsesregulering handler ikke om svagt selvværd eller dårlig opdragelse. Det handler om, hvordan hjernen er skruet sammen, og om at der findes veje til mere ro, både for dig selv og dem, du holder af.

    Denne artikel ser nærmere på, hvad følelsesmæssig dysregulering er, hvordan det viser sig forskelligt på tværs af aldre, og hvad der faktisk hjælper, enten som forælder, som partner, og som den, der selv lever med det.

    Hvad er følelsesmæssig dysregulering?

    Følelsesmæssig dysregulering betyder, at det er sværere end for de fleste at styre, dæmpe og rumme intense følelser og at man reagerer hurtigere og kraftigere, end situationen måske kalder på.

    Det er ikke det samme som at have mange følelser eller at være sensitiv. Det handler om hastighed og intensitet: følelsen ankommer som et tordenvejr, og inden man har nået at tænke, er man allerede midt i det.

    Hos mennesker med ADHD og ADD hænger dette sammen med de eksekutive funktioner — de hjernefunktioner der styrer impulskontrol, planlægning og regulering.

    Disse funktioner er typisk udfordret ved ADHD og ADD, og de spiller en direkte rolle i vores evne til at pause, vurdere og reagere hensigtsmæssigt på følelser.

    Forskning peger på, at op mod 70 procent af børn og voksne med ADHD oplever markante udfordringer med følelsesregulering.

    Alligevel er det sjældent det første, der tales om ved en udredning — og det er en af grundene til, at mange sidder i årevis og tror, det handler om noget andet.

    I mit arbejde med familier og voksne med ADHD og ADD er følelseslivet næsten altid en central del af historien — uanset om det handler om konflikter derhjemme, udfordringer på arbejdspladsen eller den indre træthed af altid at skulle kæmpe sig tilbage til ro.

    Børn med ADHD og følelsesregulering

    Det ser anderledes ud end vrede

    Mange forældre genkender det øjeblikket: barnet eksploderer over noget, der virker minimalt. En sokke på det forkerte sted. Et nej til at spille lidt længere. Afskeden med en legeaftale.

    Reaktionen er ikke ude af proportioner fordi barnet er forkælet eller manipulerende. Reaktionen er ude af proportioner fordi barnets hjerne endnu ikke har de redskaber til at dæmpe følelsens intensitet, som andre børn i samme alder typisk har udviklet.

    Hos børn med ADHD og ADD ses følelsesmæssig dysregulering typisk som:

    • Intense og pludselige udbrud af vrede, frustration eller gråd
    • Svært ved at lade sig trøste eller berolige
    • Stor modtagelighed for skuffelse — selv ved små ting
    • Svært ved at komme videre efter noget er gået galt
    • Overdreven reageren på kritik, irettesættelse eller tabt spil

    Det er vigtigt at understrege, at barnet ikke vælger dette. Hjernen reagerer, inden den tænker.

    Hvad hjælper børn

    Forudsigelighed og lave overgange. Mange følelsesmæssige udbrud hos børn med ADHD udløses i overgange — fra én aktivitet til en anden, fra hjemmet til skolen, fra leg til spisetid. Jo mere forudsigeligt og forberedt overgangsrummet er, desto mindre bliver det følelsesmæssige krav.

    Navngivning af følelsen — ikke adfærden. Frem for at sige “du opfører dig grimt” kan det hjælpe at sige “jeg kan se, du er rigtig skuffet nu”. Det validerer barnets indre oplevelse og hjælper det med at knytte et ord til en tilstand — noget der over tid understøtter selvregulering.

    Ro smitter. Barnet regulerer delvist sin nervesystem via de voksnes nervesystem — det der i forskningen kaldes co-regulering. Hvis en forælder er i stand til at forblive rolig og nærværende i barnets storm, reducerer det typisk intensiteten og varigheden af udbruddet. Det er lettere sagt end gjort, men det er ikke tomme ord.

    Psykoedukation til barnet. Børn — selv yngre — kan have stor gavn af at forstå, hvad der sker i deres hjerne. At lære, at hjernen har en form for alarmknap, der indimellem trykkes i bund uden at det er farligt, kan give barnet et sprog og en forklaring der reducerer skammen.

    Du kan læse mere om psykoedukation til forældre og plejeforældre og om psykoedukation til søskende.

    Teenagere med ADHD og følelsesregulering

    Når det indre kaos møder ungdomsårene

    Teenageårene er i sig selv en tid med store følelsesmæssige udsving for de fleste. For en teenager med ADHD eller ADD lægges en ekstra dimension ovenpå — og resultatet kan opleves overvældende for alle parter.

    Den typiske teenager med ADHD kan veksle hurtigt mellem intenst engagement og total afstandtagen. Mellem dyb venlighed og pludselig tilbagetrækning. Mellem euforisk motivation og kollaps, når noget ikke går som forventet.

    Hertil kommer, at mange teenagere med ADHD og ADD i denne alder begynder at blive bevidste om, at de er anderledes — og at den bevidsthed bringer sin helt egen sorg og frustration med sig.

    Typiske mønstre hos teenagere:

    • Stærk reaktion på oplevelsen af uretfærdighed — reel eller oplevet
    • Svigt i sociale relationer der kan blæse op til kriser
    • Skiftende humør der ikke altid korrelerer med ydre hændelser
    • Svært ved at reparere konflikter eller sige undskyld, selv når de ville
    • En indre kritisk stemme der er hård og konstant

    Hvad hjælper teenagere

    Anerkendelse frem for løsning. Teenagere med ADHD er ekstra sensitive over for at blive “rettet”. Det der oftest hjælper i en ophedet situation er at bekræfte følelsen — ikke at argumentere med den. “Det lyder virkelig frustrerende” slår “men det er jo ikke så slemt” alle dage.

    Rum til at komme ned. Regulering kræver tid. At give en teenager plads til at trække sig i 20-30 minutter, inden man forsøger at tale om noget, er ikke at give op — det er klogskab.

    Viden om sig selv. Mange teenagere med ADHD og ADD oplever stor lettelse ved at forstå, hvad der foregår neurologisk. Når man ved, at man har en mere reaktiv hjerne, kan man begynde at arbejde med det frem for at skamme sig over det.

    Terapi. For mange teenagere med ADHD er individuel terapi en mulighed for at tale om det, de ikke siger hjemme — og at få hjælp til at navigere følelseslivet i en periode, der er hård for de fleste. Læs mere om individuel terapi.

    Voksne med ADHD og følelsesregulering

    Det der ikke forsvandt med alderen

    Mange voksne med ADHD og ADD fortæller, at de i årevis troede, de var for sensitive, for dramatiske, for dårlige til at tage imod kritik. At de overreagerede. At de bare skulle lære at tage sig sammen.

    Det er sjældent det, der er på spil.

    Hos voksne viser følelsesmæssig dysregulering sig ofte mere indadvendt og kompleks end hos børn:

    • En intens og umiddelbar reaktion på kritik — reel eller oplevet
    • Svært ved at “slippe” noget der har gjort ondt, selvom man gerne vil
    • Hurtigt opstående frustration i situationer der kræver ventetid, langsomhed eller gentagelse
    • Tendens til at overinvolvere sig følelsesmæssigt — og efterfølgende trække sig helt
    • Indre uro der er svær at sætte ord på, men som fylder konstant

    Mange voksne med ADHD og ADD beskriver også en form for følelsesmæssig udmattelse — ikke fordi der er sket noget dramatisk, men fordi det kræver så meget energi at regulere sig igennem en helt almindelig dag.

    Det jeg typisk hører fra voksne med ADD er, at de længe troede, de var angste eller deprimerede — og at det at forstå sammenhængen med ADHD var en lettelse, men også bragte en sorg over alt det, der kunne have set anderledes ud.

    Hvad hjælper voksne

    Forståelse som fundament. Det første og vigtigste skridt er at forstå, at følelsesmæssig dysregulering er en del af ADHD og ADD — ikke en karakterfejl. Den indsigt ændrer ikke hjernen, men den ændrer forholdet til sig selv.

    Pauser der virker. Forskning peger på, at korte, bevidste pauser — hvor man aktivt trækker sig fra en situation der eskalerer følelsesmæssigt — kan understøtte reguleringen. Det handler om at lade den første bølge drive igennem, inden man handler.

    Selvmedfølelse frem for selvkritik. Den indre kritiker er ofte meget aktiv hos voksne med ADHD. At lære at møde sig selv med samme forståelse, som man ville møde et barn der kæmper, er et arbejde der kan tage tid — men som mange oplever som afgørende.

    Terapi. Samtaleterapi med fokus på ADHD, følelsesregulering og selvforståelse kan understøtte markant.

    Sundhedsstyrelsen fremhæver i deres 2025-anbefalinger, at ikke-medicinsk behandling kan have god effekt ved ADHD hos voksne — særligt når der arbejdes med de daglige udfordringer, herunder følelseslivet. Læs mere om individuel terapi og ADHD/ADD-forløb.

    Når du er forælder til et barn med ADHD

    Du er ikke årsagen — men du er en del af løsningen

    At være forælder til et barn med ADHD og udfordringer med følelsesregulering er udmattende. Ikke fordi du gør det forkert, men fordi det objektivt set kræver mere — mere tålmodighed, mere nærværende regulering fra din side, mere konsistens i situationer, der sjældent er konsistente.

    Det er vigtigt at sige højt: det er normalt at blive slidt. Det er normalt at miste tålmodigheden. Det er normalt at have brug for hjælp.

    Strategier der understøtter dit barn

    Forudsigelighed som nervesystemets bedste ven. Børn med ADHD trives bedre i forudsigelige rammer. Ikke fordi de er svagere end andre, men fordi uventede situationer kræver mere regulering — og de har allerede et højere baselinje-krav til det.

    Kortere og tydeligere beskeder. “Kom nu og hjælp mig med at rydde op, og bagefter kan du spille lidt” er sværere at processere end “Ryd dit rum op nu. Bagefter spiller du.” Færre led, klarere forventning.

    Reparation er en del af opdragelsen. Når du som forælder mister tålmodighed — og det vil du — er det okay. Det vigtige er reparationen: at vende tilbage, tale om det og vise, at relationen holder. Det er modellering af præcis det, dit barn har brug for at lære.

    Søg viden og støtte til dig selv. Psykoedukation til forældre er ikke kun til gavn for barnet — det giver dig bedre redskaber og reducerer din egen frustration. Læs om psykoedukation til forældre og plejeforældre og om muligheder for familieterapi.

    Pas på dig selv — det er ikke egoistisk, det er nødvendigt

    Du kan ikke regulere dit barn, hvis dit eget nervesystem er i konstant beredskab. Det er ikke en anklage — det er en biologisk kendsgerning.

    Konkret kan det betyde:

    • At bede om aflastning, når du har brug for det
    • At finde et rum — terapi, samtalegruppe, supervision — hvor du kan tale om, hvad det gør ved dig
    • At holde øje med, om du selv er begyndt at gå i automatpilot, trække dig eller reagere hurtigere end du plejer — det er tegn på, at du selv har brug for støtte

    Når din partner har ADHD

    Det der ikke altid ses fra udenfor

    At leve med en partner med ADHD og udfordringer med følelsesregulering kan skabe mønstre, der over tid slider på begge.

    Partneren med ADHD oplever måske skyld og skam over reaktioner de ikke altid kan styre. Den anden oplever måske tilbagetrækkes, går på æggeskaller eller overtager mere og mere for at undgå konflikter.

    Ingen af de to positioner er holdbare i længden.

    Det jeg ser igen og igen i terapirummet er, at det ikke handler om at ville hinanden ondt — det handler om to mennesker der kæmper med et mønster de ikke altid forstår, og som ingen af dem har valgt.

    Hvad der kan hjælpe i parforholdet

    Viden som fælles fundament. Når begge parter forstår, hvad følelsesmæssig dysregulering er, og at det hænger sammen med ADHD — ikke med venlighed eller ond vilje — ændrer det ofte den fortolkning, der automatisk opstår i en konflikt.

    Aftaler der laves i rolige stunder. Forsøget på at tale om store ting midt i en følelsesmæssig storm er sjældent frugtbart. Det virker bedre at aftale, hvad I gør, når intensiteten stiger — hvem tager pause, hvordan signalerer I det, hvornår vender I tilbage.

    Ikke overtage reguleringen. Det er naturligt at forsøge at hjælpe en partner ned, dæmpe konflikten, glatte over. Men over tid kan det skabe en ubalance, der gør det sværere — ikke lettere. Begge har brug for at lære at regulere sig selv.

    Parterapi. Mange par med ADHD som en del af dynamikken oplever stor hjælp i et terapeutisk rum, der kan hjælpe med at forstå mønstrene og skabe nye måder at kommunikere på. Læs mere om parterapi og parforhold og ADHD.

    Pas på dig selv som partner

    Det er afgørende, at du som partner ikke forsømmer din egen trivsel. Mange partnere til mennesker med ADHD oplever en form for kronisk tilpasning — de justerer, forudser, dæmper — og glemmer gradvist, hvad de selv har brug for.

    Det er ikke kærlighed at sætte sig selv til side. Det er en vej mod udmattelse og bitterhed — for begge.

    Tillad dig at have egne behov. Søg din egen støtte, om det er i samtale med venner, i terapi eller begge dele. En stærk relation til en med ADHD kræver, at begge er til stede — ikke kun én.

    Kan følelsesregulering læres?

    Ja. Ikke som en ny personlighed — men som nye mønstre.

    Forskning peger på, at strukturerede terapiformer kan understøtte følelsesregulering hos mennesker med ADHD. Det kan ske via samtaleterapi, der arbejder med selvforståelse, mønstre og konkrete strategier.

    Det kan ske via psykoedukation, der giver sprog og viden. Og det kan ske via den daglige øvelse i at pause, mærke og vælge anderledes — selvom det ikke lykkes hver gang.

    Det er ikke et spørgsmål om vilje. Det er et spørgsmål om at have de rette redskaber og den rette støtte.

    Hvis du genkender dig selv eller nogen du holder af i det, du har læst her, er du velkommen til at kontakte mig for en snak om, hvad der kunne være relevant for dig.

    Spørgsmål om ADHD og følelsesregulering

    Hvad er følelsesmæssig dysregulering ved ADHD? Følelsesmæssig dysregulering betyder, at det er sværere at styre intensiteten og hastigheden af følelsesreaktioner. Hos mennesker med ADHD og ADD hænger det sammen med, at de eksekutive funktioner — de hjernefunktioner der styrer impulskontrol og regulering — typisk er udfordret.

    Er følelsesmæssig dysregulering en del af ADHD-diagnosen? Det er ikke et officielt diagnostisk kriterium i alle systemer, men forskning og klinisk erfaring peger på, at det er en meget udbredt del af ADHD og ADD — hos op mod 70 procent af dem der er diagnosticeret.

    Hvornår starter udfordringer med følelsesregulering? De fleste viser tegn allerede i barndommen, men det opdages ofte ikke som en del af ADHD. For mange — særligt voksne der er sent diagnosticeret — er det noget de har kæmpet med i årevis uden at forstå sammenhængen.

    Kan mit barn lære at regulere sine følelser? Ja. Med den rette støtte, viden og over tid kan børn med ADHD lære at navigere deres følelsesliv bedre. Det kræver som regel et tæt samspil med voksne der selv kan regulere sig — og tålmodighed.

    Hvordan taler jeg med mit barn om følelsesregulering? Start med følelsens navn, ikke adfærden. Giv plads til, at barnet er i følelsen, inden du forsøger at løse noget. Brug simple forklaringer på, hvad der sker i hjernen — mange børn oplever det som lettende at forstå, at det ikke er deres skyld.

    Hvad gør jeg, når konflikten allerede er eskaleret? Det vigtigste er at reducere stimuli og ikke insistere på samtale i øjeblikket. Giv plads, forbliv rolig, og vend tilbage, når begge er mere regulerede. Reparation bagefter er mere værdifuldt end at forsøge at “vinde” i stormen.

    Er det mit ansvar som forælder at regulere mit barn? I de tidlige år i høj grad ja — det er det der kaldes co-regulering. Over tid er målet at hjælpe barnet med gradvist at internalisere den evne. Men det tager tid, og det kræver, at du som forælder selv er nogenlunde reguleret.

    Kan terapi hjælpe med følelsesregulering ved ADHD? Forskning peger på, at terapi kan understøtte følelsesregulering — særligt terapi der arbejder med selvforståelse, konkrete strategier og de bagvedliggende mønstre. Det gælder for både børn, unge og voksne.

    Hvad gør jeg, hvis min partner med ADHD reagerer meget kraftigt? Undgå at argumentere eller forsvare dig i selve øjeblikket. Giv begge plads til at komme ned. Vend tilbage med nysgerrighed frem for anklager. Og søg parterapi, hvis det er et tilbagevendende mønster der slider på jer begge.

    Er der noget, der kan gøre følelsesregulering sværere for voksne med ADHD? Ja, søvnmangel, høj stressbelastning, hormonelle svingninger og samtidige udfordringer som angst eller lavt selvværd kan alle forstærke dysreguleringen. Det er ikke et tegn på svaghed, men en indikation af, at der er brug for støtte.

    Har du spørgsmål om, hvad der kunne være relevant for dig eller dit barn? Du er velkommen til at kontakte mig eller læse mere om ADHD/ADD-rådgivning og individuelle terapiforløb.

  • Parforhold i modvind

    Parforhold i modvind

    Parforhold i modvind – hvordan parterapi kan hjælpe jer tilbage på sporet

    Velkommen i modvinden

    Du kender det måske: I taler sammen, men alligevel går det galt. Igen. Det starter med noget helt banalt – “Hvad skal vi have til aftensmad?” – og ender med en diskussion om opvask, weekender og hvem der egentlig lytter mindst. Det er ikke fordi I ikke elsker hinanden. Det er bare… blevet svært. Stemningen er anspændt, samtalerne praktiske – og de varme grin og kærlige små berøringer er efterhånden noget, du tænker tilbage på som noget, I plejede at gøre.

    I er ikke alene.

    Mange par oplever netop det. Ikke nødvendigvis noget dramatisk. Ikke nødvendigvis utroskab eller store brud. Bare to mennesker, som har mistet fodfæstet i hinandens selskab. Og her kan parterapi være det, der hjælper jer tilbage i kontakt – uden at det behøver være dramatisk eller tungt.

    Parforhold er ikke et projekt der bliver færdigt

    Vi glemmer det ofte: et parforhold er ikke et byggeri, der bliver færdigt, når vi har fået børn eller købt hus. Det er et levende forhold, der kræver opmærksomhed, omsorg – og nogle gange reparation.

    Mange tror, at terapi er noget man tyr til, når det hele er ved at falde fra hinanden. Men det svarer lidt til at gå til tandlægen først når det gør ondt. Faktisk giver det god mening at komme, mens der stadig er kontakt og lyst til at reparere. Mange oplever, at det er en lettelse at få talt ud – og få et rum, hvor man bliver guidet i at lytte og blive hørt.

    kommunikation i parforhold

    Hvorfor det kan være så svært at tale sammen – selv når man elsker hinanden

    Det kan være svært at forstå, hvorfor det føles som om man taler to forskellige sprog. Det kan være endnu sværere at forstå, hvorfor småting – som hvordan man pakker opvaskemaskinen – kan få det hele til at eksplodere.

    Det handler ofte ikke om opvasken. Det handler om alt det, der ligger under. Følelser, gamle mønstre, usikkerhed, skuffelse. Og når vi er pressede, kommunikerer vi ikke fra det bedste sted i os selv. Vi angriber, trækker os, kritiserer, forsvarer.

    Og pludselig hører vi kritik, selv når den anden bare siger “Der mangler mælk.”

    Mange oplever, at de faktisk aldrig har lært at tale om det, der er svært. Måske er det noget, man ikke gjorde i ens barndomshjem. Måske er man bange for at såre den anden. Eller også ved man simpelthen ikke, hvordan man skal sætte ord på alt det, der knuger indeni.

    Små tegn på at noget er ved at glide væk

    Det er sjældent én stor ting. Ofte er det mange små:

    • I spiser ved siden af hinanden, men taler ikke sammen
    • En af jer går altid tidligere i seng
    • Der er længere mellem berøringerne
    • Du glæder dig ikke til at komme hjem
    • Du tænker: “Er det sådan her, det skal være?”

    Ofte sniger afstanden sig ind, mens man har travlt med hverdag, børn, job og alt det praktiske. Og pludselig vågner man og føler sig fremmed i sit eget forhold.

    Det handler ikke om at finde skyld – men om at finde vej

    En vigtig del af parterapi handler om at skifte fokus. Væk fra: Hvem har ret? Hvem gør mest forkert? Og hen imod: Hvad er det, vi længes efter? Hvad savner vi? Hvad vil vi gerne genfinde?

    Ofte er der under konflikten to mennesker, der begge føler sig alene, overset eller ikke mødt. Men når det først bliver sagt højt – i et rum hvor der er plads og ro – så sker der noget.

    Parterapi i praksis – hvad sker der egentlig?

    Mange forestiller sig, at det bliver ubehageligt. At man skal grave i alt det svære, eller at man vil blive udstillet. Men de fleste bliver overraskede over det rolige neutrale rum der er i parterapi.

    Terapi for par handler om:

    • At få hjælp til at tale sammen på nye måder
    • At forstå hinandens reaktioner og følelser
    • At opdage de mønstre, I ubevidst havner i
    • At finde måder at støtte hinanden på – i stedet for at trække jer

    Nogle par kommer en enkelt gang eller to for at få talt ud om noget konkret. Andre vælger et længere forløb. Der er ikke én rigtig måde – det afhænger af jer.

    Første skridt er ofte den sværeste – men også den vigtigste

    Mange par udsætter det alt for længe. De håber, det går over. At det bliver bedre, når børnene bliver større. Når der bliver ro på arbejdet. Når de får ferie.

    Men problemer i relationen vokser sjældent væk af sig selv. De vokser – indeni – og gør det sværere at komme tilbage til hinanden. Derfor er det vigtigt at reagere i tide.

    En af de ting, der kan gøre det lettere at tage første skridt, er muligheden for en gratis og uforpligtende forsamtale. Her kan I mærke efter, om I føler jer trygge, og om det giver mening at arbejde videre sammen.

    Pernille Ljungdalh

    Hvordan jeg (Pernille) arbejder som parterapeut

    Jeg ser jer ikke som et projekt, der skal fikses. Jeg ser to mennesker, der forsøger at forstå hinanden – og som gerne vil hinanden, men har mistet forbindelsen undervejs.

    I mit samtalerum er der plads til både det svære og det smukke. Til både tårer og grin. Jeg arbejder med systemisk og narrativ tilgang, og det betyder blandt andet, at vi undersøger jeres mønstre og relationer – og de fortællinger, I har om jer selv og hinanden.

    Der er ikke noget, I skal præstere. Det handler ikke om at sige de rigtige ting. Det handler om at være ærlige – og at være nysgerrige på hinanden. Og så tager vi det derfra.

    Det handler ikke kun om kriser – men om nærvær

    Parterapi er ikke kun relevant i krisetid. Mange par vælger at komme, fordi de savner noget: Mere nærhed. Mere glæde. Mere lethed.

    Og det kan lade sig gøre. Faktisk er der ofte ikke brug for så meget, før kontakten begynder at genskabes. Små ændringer i måden, man lytter på. En ny måde at spørge på. En erkendelse, der åbner noget.

    Det er aldrig for sent at finde hinanden igen

    Det vigtigste er ikke, hvor langt væk I føler jer. Det vigtigste er, om I er villige til at tage første skridt.

    Parterapi er ikke magi. Men det kan være en ramme, der giver jer mulighed for at genopdage det, der engang var – og måske opdage noget nyt.

    Hvis du kan mærke, at du savner noget i jeres forhold – eller hvis I allerede har talt om, at I kunne have brug for hjælp – så book en gratis og uforpligtende forsamtale.

    Book jeres gratis forsamtale her
    Kontakt Pernille

    Og husk: I behøver ikke være ved at gå fra hinanden for at få hjælp. I skal bare være to mennesker, der gerne vil finde hinanden igen.

  • 7 klassiske udfordringer i parforhold

    7 klassiske udfordringer i parforhold

    7 klassiske udfordringer i parforhold – og hvad I kan gøre ved dem

    Alle parforhold har deres ømme punkter. Det kan være de små ting, som at din partner stadig ikke har lært, hvordan man sætter en ny toiletrulle på – eller de lidt større, som at I føler jer mere som bofæller end kærester. Det er normalt. Men hvis de små revner ikke bliver set i tide, kan de vokse sig større.

    I denne artikel får du et ærligt kig på nogle af de mest almindelige udfordringer, der opstår i parforhold – og hvorfor det faktisk kan være en gave at få øje på dem.

    1. Vi taler forbi hinanden

    Kender du det, hvor du siger én ting, men din partner hører noget helt andet?
    Du siger: “Det kunne være hyggeligt at lave noget sammen i weekenden.”
    Din partner hører: “Du laver aldrig noget med mig, og jeg er skuffet over dig.”

    Kommunikation er ikke bare ord – det er tonefald, kropssprog, timing og undertekster. I mange forhold er det ikke ond vilje, der gør at vi ikke forstår hinanden – det er bare, at vi har forskellige måder at udtrykke os på.

    Over tid opstår der mønstre. Den ene trækker sig. Den anden presser på. Den ene lukker i. Den anden taler højere. Og jo mere vi gentager det, desto mindre bliver vi faktisk hørt.

    Hvad kan I gøre?
    Stop op og spørg: “Hvordan hørte du det, jeg sagde?” Eller: “Hvad tror du, jeg mente?” Små greb – stor effekt. Og nogle gange hjælper det at få en neutral tredjepart til at oversætte. Her kan parterapi være en god støtte.

    nærhed i parforhold

    2. Vi savner nærhed og intimitet

    Det starter ikke altid med et skænderi. Nogle gange glider man bare væk fra hinanden. Livet går stærkt, og pludselig opdager man, at det er længe siden, man har kysset uden at det var i farten – eller at nogen har sagt “jeg elsker dig” uden at det var en vane.

    Nærhed handler ikke kun om sex. Det handler om at føle sig forbundet. At blive set og rummet. At nogen lægger mærke til, hvordan du har det.

    Hvad kan I gøre?
    Start i det små. Sæt jer tæt sammen i sofaen. Kig hinanden i øjnene lidt længere end normalt. Rør ved hinanden uden nødvendigvis at have et mål. Det kan føles kunstigt i starten – men det virker.

    3. Vi skændes om de samme ting igen og igen

    Hvorfor er det altid dig, der tager initiativ til at rydde op? Hvorfor kan din partner ikke bare sætte glasset i opvaskemaskinen i stedet for på køkkenbordet – igen?

    Mange par skændes ikke om nye ting, men om de samme 3-4 emner i ring. Det er som et gammelt bånd, der bare starter forfra: “Du sagde jo at…” – “Ja, men det gjorde jeg jo ikke med vilje!” – “Det er typisk dig…”

    Gentagne konflikter handler sjældent kun om det konkrete emne. De handler om behov, der ikke bliver mødt. Om følelsen af ikke at blive set, forstået eller anerkendt.

    Hvad kan I gøre?
    Prøv at identificere hvad det egentlig handler om. Det kræver, at man går under overfladen. Det er ikke glasset i sig selv – det er måske følelsen af at stå alene med ansvaret. Igen kan det være en stor hjælp at få struktur og støtte i en samtale med en parterapeut.

    4. En af os føler sig alene i forholdet

    Nogle gange er det ikke konflikter, men fravær, der fylder mest. Følelsen af at stå alene i forholdet. At det er dig, der sørger for kontakten, planlægger weekenderne, tager initiativ til samtaler – eller bare er den, der “holder det hele sammen”.

    Det slider. Og det gør ondt. Ikke nødvendigvis fordi den anden ikke elsker dig – men fordi I er landet i en skæv balance.

    Hvad kan I gøre?
    I stedet for at pege fingre, så prøv at dele, hvordan det føles. Brug “jeg”-sprog. “Jeg savner at mærke, at vi er to om det her.” Eller: “Jeg føler mig lidt ensom for tiden.” Det kan åbne for noget helt andet end anklager.

    5. Vi har svært ved at tilgive eller komme videre

    Har du nogensinde sagt “Det er glemt”, men alligevel ikke helt kunne slippe det? Det er menneskeligt. Men hvis gamle sår får lov at ligge ubearbejdede, kommer de ofte tilbage i nye forklædninger.

    Det kan være en episode, et svigt, en oplevelse af at være blevet forladt eller overhørt. Og det kan tage lang tid at hele – især hvis det ikke bliver talt igennem på en måde, der skaber forståelse.

    Hvad kan I gøre?
    Det kræver mod at tage det op – og endnu mere mod at lytte. Men hvis I tør, kan det give jer begge mulighed for at forstå hinanden på et dybere plan. Det handler ikke om at finde ud af hvem der har ret, men om at give plads til hinandens oplevelser.

    6. Vi har ændret os – og måske vokset i hver sin retning

    Mennesker udvikler sig. Man får nye interesser, nye behov. Og nogle gange vågner man op og tænker: “Vi er ikke længere de samme som dengang vi fandt sammen.”

    Det behøver ikke være en krise. Men det bliver det, hvis vi ikke taler om det. Hvis vi går og længes efter at blive mødt, men ikke får sagt det højt.

    Hvad kan I gøre?
    Vær nysgerrige på hinanden. Stil spørgsmål, som I ikke har stillet i lang tid. Hvad drømmer du om? Hvad savner du? Hvad tænder dig for tiden? Jo mere vi tør være ærlige, desto større chance har vi for at finde hinanden igen – på nye måder.

    7. Vi har mistet gnisten og glæden

    Det er ikke dramatisk. Det er bare… tomt. I fungerer fint sammen, får hverdagen til at glide, men det hele føles lidt gråt og forudsigeligt. Gnisten er væk, og det føles som om I bare “kører på autopilot”.

    Det sker i mange forhold – især efter mange år sammen, børn, travlhed og alt det andet, der fylder. Men det betyder ikke, at det ikke kan ændres.

    Hvad kan I gøre?
    Start med at gøre noget anderledes – bare lidt. Overrask hinanden. Tag på en date, også selvom det føles mærkeligt. Lav noget fjollet sammen. Nogle gange skal man skabe plads til spontanitet og leg for at mærke lysten igen.

    terapi for par

    Parterapi er ikke kun for par i krise.

    Det er for jer, der gerne vil forstå hinanden bedre. Skabe mere nærhed og kontakt i relationen. Bryde gamle mønstre. Eller bare finde gnisten igen. Det er lige præcis det parterapi kan hjælpe med.

    Det er ikke jer, der er forkerte – men måske mønstrene

    De fleste par kæmper med nogle af de udfordringer, du har læst om her. Det er ikke tegn på, at I ikke passer sammen – det er bare livet, der sætter sig spor. Det vigtigste er, at I tager hinanden alvorligt. Lytter. Taler. Og – hvis det føles rigtigt – får lidt støtte udefra.

    Book en gratis forsamtale

    Er i nysgerrige på parterapi – men i tvivl om det er det rette for jer? Jeg tilbyder en gratis og uforpligtende forsamtale på ca. 20 minutter, hvor du/i kan stille spørgsmål og mærke efter i ro og mag.

    Kontakt mig her
  • Kvindeliv med ADHD/ADD

    Kvindeliv med ADHD/ADD

    hormoner, cyklus og livsovergange

    ADHD/ADD hos kvinder er ofte blevet overset. Mange har fået en sen diagnose, hvis de overhovedet har fået en, og er vokset op med følelsen af at være for følsomme, for langsomme, for distraherede eller for overanalyserende.

    Men de seneste år er forskningen begyndt at rette blikket mod, hvordan hormoner og kvinders biologiske cyklus spiller en væsentlig rolle i ADHD/ADD-symptomer i forskellige livsperioder. 

    Denne artikel dykker ned i, hvordan ADHD og kvindekroppens hormonsvingninger hænger sammen,  og hvorfor det er vigtigt at forstå for at kunne give kvinder den rette støtte gennem hele livet.

    Hormoners rolle i ADHD/ADD symptomer

    ADHD/ADD-symptomer er tæt forbundet med balancen mellem de vigtige signalstoffer i hjernen, særligt dopamin og noradrenalin. Disse signalstoffer er med til at regulere opmærksomhed, motivation, følelsesmæssig stabilitet og impulskontrol. Hos mennesker med ADHD fungerer dette system allerede mere ustabilt end hos neurotypiske.

    Hos kvinder påvirkes balancen yderligere af køns­hormoner, særligt østrogen og progesteron, som spiller en vigtig rolle i reguleringen af dopamin. Derfor oplever mange kvinder med ADHD betydelige udsving i deres symptomer i takt med de hormonelle forandringer, der sker i kroppen. Det gælder især i perioder som:

    Menstruationscyklus

    Østrogenniveauet svinger naturligt i løbet af cyklussen og falder markant op til menstruationen. Mange kvinder med ADHD oplever i denne periode (typisk ugen før menstruation) en forværring af symptomer som:

    • Øget indre uro, impulsivitet og irritabilitet
    • Sværere ved at koncentrere sig og fastholde fokus
    • Større følelsesmæssig sårbarhed og overstimulation
      Nogle beskriver det som om, “der skrues op for alt” – også det, de normalt har lært at håndtere.

    Østrogen og dopamin – en afgørende forbindelse

    Østrogen har en positiv effekt på dopaminomsætningen. Det betyder, at når østrogenniveauet er højt (f.eks. i den første halvdel af menstruationscyklussen), fungerer hjernen ofte bedre hos kvinder med ADHD. Mange oplever fx:

    • Øget fokus og motivation
    • Bedre følelsesmæssig regulering
    • Større overblik og handlekraft

    Omvendt – når østrogen falder, f.eks. op til menstruation eller i overgangsalderen – forværres symptomerne for mange. Man kan opleve:

    • Mere tankemylder og uro
    • Større træthed og irritabilitet
    • Nedsat arbejdshukommelse og impulsstyring

    pms cyklus

    Progesteron og følelsesmæssig sårbarhed

    I den sidste halvdel af cyklussen dominerer hormonet progesteron, som kan forstærke følelsesmæssig følsomhed og træthed. Dette hormon hæmmer dopaminsystemet, og for kvinder med ADHD/ADD kan det resultere i lavere stemningsleje, mindre drive og højere risiko for overstimulering eller følelsesudbrud.

    PMS, PMDD og hormonelle udsving

    Mange kvinder med ADHD oplever en særlig forværring af symptomer op til menstruation – en periode præget af lavt østrogenniveau og højere følelsesmæssig sårbarhed. For nogle er det regulær PMS, men for andre udvikler det sig til præmenstruel dysforisk lidelse (PMDD) – en alvorlig og invaliderende form for hormonelt betinget stemningsforstyrrelse.

    Ved PMDD kan man opleve:

    • Dyb nedtrykthed og selvkritik
    • Høj grad af irritabilitet og følelsesudbrud
    • Søvnbesvær og kropsligt ubehag
    • Forværret koncentration og energiniveau

    For kvinder med ADHD kan symptomerne forstærke det i forvejen eksisterende pres – og det kan være svært at skelne mellem ADHD og PMDD, fordi de overlapper. Hvis du oplever svære symptomer op til menstruation, kan det være hjælpsomt at føre cyklus dagbog og tage det med til egen læge eller gynækolog. Der findes hjælp – også medicinsk og terapeutisk – og du behøver ikke klare det alene.

    kvinde med menstruationssmerter

    Cyklus og symptommønstre

    Det er ikke alle kvinder, der mærker hormonelle udsving i deres ADHD-symptomer, men mange gør.  Et voksende antal fagfolk anbefaler derfor, at kvinder fører cyklusdagbog, hvor de registrerer:

    • ADHD-symptomer gennem måneden
    • Energiniveau, følelser og overblik
    • Særlige perioder med nedbrud, udmattelse eller overaktivitet

    Denne viden kan være afgørende både i forhold til selvforståelse, planlægning og medicinsk behandling.

    ADHD/ADD, graviditet og efterfødsel – når hormonerne påvirker hjernen og hverdagen

    Under graviditeten ændrer den hormonelle balance sig markant. Niveauet af østrogen og progesteron stiger kraftigt, især i andet trimester.

    For mange kvinder med ADHD eller ADD betyder det en midlertidig lindring af symptomer – som om hjernen får en naturlig hjælp til at finde ro og fokus. Andre oplever det modsatte: at symptomerne forværres, særligt på grund af træthed, søvnforstyrrelser og følelsesmæssig overbelastning.

    Efter fødslen sker der et brat fald i hormonbalancen. Østrogenet daler hurtigt, og samtidig står man midt i en ny og krævende livssituation. Mange nybagte mødre med ADHD beskriver, hvordan det bliver langt sværere at overskue opgaver, holde overblik, bevare roen eller strukturere dagene.

    Når dette kombineres med søvnunderskud og de store følelsesmæssige skift, kan symptomerne føles overvældende – men bliver ofte fejlfortolket som en “naturlig reaktion på det at blive mor”. Fx træthed, glemsomhed, lav energi og emotionel sårbarhed.

    Det betyder, at de underliggende neurologiske udfordringer ikke altid bliver genkendt – og at mange kvinder står alene med en oplevelse af, at “noget er galt”, uden at få hjælp eller støtte til at forstå det som en del af deres ADHD.

    Et vigtigt og ofte følsomt spørgsmål i denne sammenhæng er, om man kan eller bør tage medicin for sin ADHD under graviditeten. I 2024 offentliggjorde Aarhus Universitet et stort studie, som viste, at der ikke blev fundet øget risiko for fosterskader eller misdannelser hos børn født af kvinder, der har taget centralstimulerende ADHD-medicin under graviditet.

    Det er en vigtig viden, da mange tidligere er blevet mødt med bekymringer eller skyldfølelse, og måske har fravalgt behandling ud fra frygt snarere end fakta.

    Samtidig understreger forskerne – og vi også her – at det er en individuel beslutning, som bør træffes i tæt samarbejde med egen læge eller psykiater. Nogle vælger at pause medicinen, andre justerer doseringen, og mange fortsætter som hidtil. Det vigtigste er, at du føler dig informeret, tryg og støttet i netop din beslutning.

    hormoner graviditet

    Overgangsalder og ADHD/ADD – når symptomerne skifter form

    Overgangsalderen – og tiden op til, også kaldet perimenopausen – er en livsfase, hvor mange kvinder med ADHD eller ADD oplever, at deres symptomer ændrer karakter eller forværres markant. Det skyldes især de hormonelle forandringer, hvor niveauet af østrogen og progesteron gradvist svinger og derefter falder permanent.

    Østrogen har en vigtig regulerende effekt på dopamin – et signalstof, der spiller en central rolle i opmærksomhed, motivation og følelsesmæssig balance. Når østrogenniveauet falder, nedsættes dopaminomsætningen i hjernen, og det kan medføre:

    • Forværring af koncentrationsbesvær, glemsomhed og mental træthed
    • Øget træthed, overstimulation og lavere stresstolerance
    • Humørsvingninger, søvnbesvær og følelsen af at “miste sig selv”

    Mange kvinder beskriver, at de pludselig ikke længere kan det, de før klarede uden større anstrengelse. For nogle er det første gang, de for alvor mærker symptomerne på ADHD – og det kan både være desorienterede og ensomt.

    Desværre bliver denne forandring ofte fejltolket som “almindelige gener i overgangsalderen”, og ikke som en forværring af en eksisterende neurologisk tilstand. Det betyder, at mange kvinder ikke får den støtte, behandling eller forståelse, de faktisk har brug for.

    For nogle bliver denne livsfase derfor også tidspunktet, hvor en ADHD-diagnose eller ny selvforståelse opstår. Når hormonernes stabiliserende virkning aftager, træder de underliggende forskelle i hjernens funktion tydeligere frem – og det giver mulighed for at få øje på mønstre, man tidligere har tilskrevet personlighed, viljestyrke eller travlhed.

    Der findes flere mulige veje til støtte. For nogle kan hormonbehandling (HRT) være en del af løsningen – særligt hvis det gøres i samråd med en læge, der har erfaring med både overgangsalder og ADHD. Andre har glæde af at justere deres medicin, livsstil eller arbejdsrammer – eller at arbejde terapeutisk med den følelsesmæssige del af forandringen.

    Uanset hvad, er det vigtigt at vide: Du er ikke alene. Og det, du oplever, er ikke “bare dig”. Det er din krop og hjerne, der kalder på støtte i en ny livsfase – og det er både legitimt og muligt at lytte til det kald.

    kvinde i balance

    At være sig selv i svingende tider – med ADHD/ADD, hormoner og krav fra verden omkring

    Når symptomer forstærkes af hormonelle forandringer, kan det give udfordringer i relationer – både i parforhold, forældreskab og på arbejde. Nogle kvinder oplever at blive misforstået som humørsyge, ustabile eller uengagerede, hvilket kan føre til konflikter eller isolation.

    Derfor kan det være en stor hjælp at:

    • Tale åbent (hvis muligt) med partner, ven eller kollega om hormonelle udsving
    • Bruge simple ord: “Jeg har brug for lidt ro i dag – min hjerne er overbelastet”
    • Planlægge ekstra pauser eller mindre belastning i sårbare perioder

    Du skylder ikke nogen en forklaring. Men viden skaber ofte forståelse. Når du sætter ord på dine behov, får du ikke kun plads til at være dig – du hjælper også andre med at støtte dig bedst muligt.

    Fra mig til dig

    Jeg har talt med mange kvinder, som først i 30’erne, 40’erne eller 50’erne har fået en ADHD-diagnose – ofte efter årtier med selvkritik, udmattelse og følelsen af ikke at kunne følge med. For mange giver viden om cyklus og hormoner en kæmpe lettelse.

    Hvis du genkender dig selv, vil jeg bare sige, at du ikke er alene. Og du har ret til at forstå din krop og din hjerne, og til at få den støtte, du har brug for.

  • Arbejdsliv med neurodivergens

    Arbejdsliv med neurodivergens

    Arbejdsliv og eksekutive funktioner hos mennesker med neurodivergens

    – når arbejde kræver mere af hjernen, end andre ser

    Mange mennesker med ADHD eller autismespektrumforstyrrelser (ASF) oplever, at arbejdslivet slider, selv når de elsker deres arbejde. Ikke fordi de ikke er dygtige, engagerede eller kreative. Men fordi deres hjerne bruger dobbelt energi på alt det usynlige. Det at komme i gang, holde fast, skifte fokus, strukturere tiden, finde motivation og bevare overblikket.

    Det handler om eksekutive funktioner – et område af hjernen, der fungerer anderledes hos neurodivergente. Og det kan gøre selv små opgaver uoverskuelige, selvom man “burde” kunne klare dem. 

    Hvad er eksekutive funktioner – og hvorfor er de vigtige?

    Eksekutive funktioner er de mentale færdigheder, vi bruger til at planlægge, organisere, regulere og gennemføre opgaver. Det er dem, der gør os i stand til at:

    • Starte en opgave
    • Holde opmærksomheden
    • Skifte mellem opgaver
    • Huske information og bruge den
    • Regulere følelser og impulser
    • Holde struktur og tid

    Hos neurotypiske mennesker arbejder disse funktioner ofte i baggrunden – næsten automatisk. Men hos personer med ADHD eller ASF er de mindre effektive eller ustabile. Det betyder, at arbejdsopgaver, der virker enkle for andre, kan være mentalt udmattende og følelsesmæssigt belastende.

    En hjerne mere sårbar over for stress

    Den neurodivergente hjerne er ofte mere sårbar over for stress. Det skyldes blandt andet, at den konstant skal kompensere for manglende automatisering i de eksekutive funktioner, bearbejde sanseindtryk i højere intensitet, og balancere en anderledes følelsesmæssig regulering.

    Når hjernen bruger ekstra ressourcer på at udføre basale opgaver, bliver der mindre kapacitet tilbage til at håndtere uforudsete krav, forstyrrelser og sociale interaktioner.

    Stress kan derfor ramme hårdere og hurtigere, og symptomerne bliver ofte overset eller fejltolket som “følsomhed” eller “manglende robusthed”. Mange oplever et arbejdsliv, der bliver afbrudt af perioder med stress, overbelastning eller sygemelding – uden at nogen forstår hvorfor.

    Nogle ser sig selv som “en der ikke kan klare et rigtigt job”, selvom det i virkeligheden handler om, at rammen for arbejdet aldrig har været tilpasset deres hjerne.

    Når man begynder at forstå, hvordan ens hjerne fungerer,  og hvilke rammer der faktisk fremmer trivsel,  kan man også begynde at skelne mellem reel overbelastning og fejlagtige forestillinger om ikke at være god nok. Den erkendelse er første skridt i retning af et bæredygtigt arbejdsliv.

    Når hjernen arbejder på overtid – udfordringer i arbejdslivet

    Mennesker med ADHD og/eller ASF kan opleve:
    • At de ikke kan komme i gang med en opgave, selvom den haster og er vigtig
    • At de mister overblikket, selv når de har lavet en plan
    • At de glemmer møder, deadlines eller mails, selvom de prøver at holde styr på det
    • At de hyperfokuserer på detaljer og mister tid
    • At de prokrastinerer og bagefter skammer sig
    • At de mister tråden i møder, bliver overstimuleret eller “mister interessen”
    • At de bruger al energi på at virke “normale” og brænder sammen bagefter

    Og ofte er omgivelserne ikke klar over, hvad det koster. For udenpå ser det måske ud som om, man “bare er lidt rodet” – men indeni er der kaos, manglende overblik, selvkritik og udmattelse.

    Når arbejdspladsen ikke passer til den neurodivergente hjerne

    De fleste arbejdspladser er designet til neurotypiske hjerner:
    • Lange møder uden pauser
    • Mange opgaver på én gang
    • Små deadlines og konstante skift
    • Forventning om hurtige svar og multitasking

    For en neurodivergent medarbejder kan dette være som at navigere i en støjende storm:
    • Man mister tråden i mødet, men tør ikke spørge
    • Man bruger 80 % af sin energi på at virke til stede
    • Man arbejder bedst alene – men skal hele tiden være tilgængelig
    • Man bliver overvældet af input – og mister overblik og motivation

    Det er ikke viljen, der mangler. Det er plads til at arbejde på egne præmisser.

    Maskering og overkompensation – den usynlige indsats

    Mange neurodivergente mennesker, særligt dem med ADHD og/eller autistiske træk, udvikler strategier for at skjule deres vanskeligheder i hverdagen. Dette kaldes maskering – og det kan se forskelligt ud, afhængigt af konteksten og personen.

    Maskering kan bestå i at arbejde hårdere, længere og mere struktureret end omgivelserne, for at kompensere for det, der opleves som kaos indeni. Man dobbelttjekker mails, laver detaljerede planer, forsøger at forudsige andres behov, bruger aftener og weekender på at “indhente” det, man ikke nåede i arbejdstiden – og bider tænderne sammen, når det alligevel ikke går som planlagt. Mange bliver ekstremt gode til at virke velfungerende udadtil – mens de indadtil føler sig på konstant overarbejde.

    Maskering sker ofte for at undgå at blive opfattet som doven, distræt eller inkompetent. Det er en forsvarsmekanisme: en måde at overleve socialt og professionelt i omgivelser, der ikke er designet til en neurodivergent hjerne. Man vil passe ind, undgå kritik og ikke være til besvær. Det giver mening, men det har også en høj pris.

    Konsekvenserne af langvarig maskering kan være alvorlige:

    • Kronisk stress og angst for at blive afsløret, kritiseret eller udstillet som “ikke god nok”
    • Udbrændthed, fordi man bruger uforholdsmæssigt meget energi på det usynlige arbejde med at tilpasse sig
    • Følelsen af impostor-syndrom – at man kun “snyder” sig til succes og egentlig ikke fortjener den
    • Skam og selvkritik, når man må trække sig, melde afbud eller ikke kan leve op til egne (eller andres) forventninger

    Maskering skaber kortvarig beskyttelse, men fører ofte til langvarigt pres og mistrivsel, især når omgivelserne ikke ser eller anerkender indsatsen bag “det velfungerende ydre”.

    Forskning i maskering

    Maskering har længe været beskrevet i autismeforskningen, særligt blandt kvinder og personer med høj begavelse, men nyere studier viser, at maskering også er udbredt ved ADHD, især hos piger, kvinder og folk med sen diagnose.

    Et review fra 2022 (Pryor et al.) peger på, at ADHD-maskering ofte handler om at overkompensere socialt, skjule uopmærksomhed og skabe orden i kaos. Det kræver konstant selvmonitorering og kontrol, hvilket udmatter nervesystemet over tid. Andre studier har vist, at personer med ADHD, der maskerer meget, har øget risiko for depression, angst og lavt selvværd og ikke pga. deres neurodivergens i sig selv, men fordi deres tilpasningsstrategier slider dem op.

    Maskering er altså ikke blot en social strategi – det er et tegn på manglende accept, forståelse og manglende støtte i omgivelserne.

    Perfektionisme, prokrastination og selvkritik – den indre spiral

    Et meget udbredt mønster blandt neurodivergente, særligt personer med ADHD eller autisme, er vekslen mellem høje ambitioner, undgåelsesadfærd og selvkritik. Det er en psykologisk cyklus, der sjældent ses udefra, men som kan fylde næsten alt indeni.

    Mange har tidligt i livet haft erfaringer med:

    • at blive misforstået eller irettesat for noget, de ikke selv forstod
    • at føle sig bagefter, for langsomme, for distræte eller for kaotiske
    • at blive vurderet ud fra ydre præstation, snarere end indre indsats

    I forsøget på at kompensere og undgå kritik, udvikles ofte en strategi:
    “Hvis jeg gør det helt perfekt, kan ingen finde fejl.”

    Perfektionisme bliver en beskyttelse. Det er en måde at tage kontrollen tilbage – at sikre sig mod ydmygelse eller nederlag. Og det virker… indtil det ikke gør.

    Perfektionisme er nemlig udmattende. Det kræver enorm mental energi at dobbelttjekke alt, at være i forkøbet med alting, at ville præstere mere end man realistisk kan. Opgaver, der måske startede som små, bliver pludselig enorme – og dermed overvældende. Og så opstår den næste fase i spiralen: prokrastination.

    Når opgaven bliver for stor, udsætter man

    Prokrastination (udsættelsesadfærd) er ikke dovenskab. Det er et resultat af kognitiv og følelsesmæssig overbelastning. Når hjernen allerede er i alarmberedskab over at skulle gøre noget perfekt, og energien samtidig er lav, trækker kroppen sig. Man sætter det i gang “senere” – og mærker lettelse i nuet… men også skyld og uro.

    Efter noget tid indtræder skammen:

    “Hvorfor fik jeg det ikke gjort?”
    “Jeg kan ikke engang tage mig sammen til en simpel opgave.”
    “Jeg dur ikke.”

    Denne indre kritiker er nådesløs. Og i stedet for at få medfølelse, forsøger man ofte at overkompensere. Næste gang skal det være endnu bedre. Endnu mere tjekket. Endnu mere ufejlbarligt. Og dermed starter cyklussen forfra.

    Den klassiske spiral

    Denne spiral ses især i arbejdsliv, studier, mailskrivning, opgaveløsning og sociale forpligtelser, og den bidrager til både stress, lavt selvværd og indre uro – uanset hvor meget man faktisk får gjort.

    Et særligt mønster hos kvinder og “højtfungerende”

    Forskning og kliniske observationer viser, at især kvinder og personer med høj begavelse ofte har et udtalt mønster med perfektionistisk maskering. De har måske lært at præstere sig igennem alt,  men indeni kæmper de med udmattelse og en følelse af aldrig at være gode nok. For nogle udvikler det sig til autonom overansvarlighed og en oplevelse af, at man selv er ansvarlig for, at alting lykkes,  også andres trivsel.

    Hvordan kan man bryde mønstret?

    Der findes ingen quick fix, men man kan begynde med at genkende spiralen, og forstå den som et reaktivt mønster. 

    Nogle mulige skridt:

    • Sænk ambitionsniveauet bevidst – og observer hvad der sker (ofte mere ro, ikke mere kritik)
    • Arbejd med skam og selvkritik i trygge relationer, eksempelvis med en professionel
    • Skab ydre struktur: del store opgaver op i små, lav klare deadlines
    • Træn selvmedfølelse: “Jeg har det svært lige nu – ikke fordi jeg er doven, men fordi min hjerne er overbelastet”
    • Lav en plan for pause og restitution, ikke kun produktion

    Jo mere vi forstår denne spiral som et neurodivergent mønster i en neurotypisk verden, jo mere kan vi møde den med omsorg i stedet for hårdhed.

    Veje til et bedre arbejdsliv

    Her får du nogle råd til, hvordan du kan forstå sig selv bedre og i at få arbejdsrammer, der støtter i stedet for at stresse.

    1. Skab strukturer, der hjælper – ikke strammer

    • Brug visuelle lister, tidsblokke, reminders og check-ins
    • Lav én opgave ad gangen – og luk af for forstyrrelser, når du kan
    • Del større opgaver op i helt små skridt, så du lettere kan komme i gang

    2. Kend dine bedste arbejdsbetingelser

    • Hvornår er du mest fokuseret? Hvilke rammer gør dig rolig? Arbejder du bedst med musik, bevægelse, stilhed?
    • Er du bedre i flow-faser end i skift? Har du brug for længere pauser end andre?

    3. Tal åbent – når det føles trygt

    Det kan føles både sårbart og uretfærdigt, at det er dig, der skal forklare dine behov og fungeren til din leder og dine kolleger. Især når du i forvejen bruger ekstra energi bare på at være i arbejdet. Det kan føles som et ekstra stykke arbejde oven i det hele – og det er det også.

    Men nogle gange er det netop denne samtale, der kan være forskellen mellem mistrivsel og bæredygtighed. Når du åbner op for, hvordan din hjerne fungerer bedst, giver du ikke kun dig selv en chance for at trives – du giver også dine omgivelser en mulighed for at forstå og støtte dig bedre. Mange ledere og kolleger vil faktisk gerne hjælpe – men ved ikke hvordan.

    Og vigtigst af alt: Når du får lov at arbejde på måder, der passer til dig, får arbejdspladsen ofte en langt mere produktiv, loyal og engageret medarbejder – og du får mulighed for at bringe dine styrker i spil uden at slide dig selv op.

    • Fortæl (evt. i små bidder) dine kolleger eller leder om, hvordan du arbejder bedst
    • Foreslå justeringer som færre møder, faste check-ins, mulighed for hjemmearbejde eller roligere omgivelser

    4. Få støtte fra professionelle

    • En ADHD-coach, terapeut eller neurodivergens-venlig mentor kan hjælpe dig med at skabe systemer, rutiner og selvforståelse, der styrker dig

    5. Rediger forventningerne – med omsorg

    • Du må gerne justere dine egne krav. Det er ikke at “give op” – det er at skabe bæredygtighed

    6. Husk restitution – også i små bidder

    • Planlæg pauser og rolig tid som en aktiv del af din arbejdsdag
    • Det er ikke dovenhed, det er neurologisk nødvendigt

    En personlig note fra mig

    Du må gerne blive træt. Du må gerne bruge længere tid. Du må gerne arbejde på en anden måde. Du er ikke doven, dum eller distræt. Du har bare en hjerne, der kræver noget andet og det har du ret til at tage alvorligt.

    Jeg ved, at mange af de mest passionerede, idérige, omsorgsfulde og dygtige mennesker, jeg møder i mit arbejde,  er dem, der har brugt hele deres liv på at kompensere for noget, der aldrig burde være skjult.

    Du behøver ikke kæmpe alene. Du må gerne arbejde med dig selv og med strukturer, der støtter dig.

    Hvis du er ved at brænde ud, kæmper med overblik, skam og selvkritik – eller længes efter et arbejdsliv, der føles rigtigt for dig – så er du velkommen til at række ud.

    Er du arbejdsgiver, med neurodivergente i dit team? Jeg tilbyder hjælp til at skabe et inkluderende arbejdsmiljø med forståelse for neurodiversitet og optimale rammer for både din medarbejder og jeres kollegaer på arbejdspladsen.

    .

  • Selvregulering

    Selvregulering

    At komme hjem til sig selv – Selvregulering når nervesystemet husker

    Nogle gange føles det, som om gulvet forsvinder under os. Det kan være en sætning, en lyd, en stemning i et rum – og pludselig slår kroppen alarm. Hjertet banker hurtigere, åndedrættet bliver overfladisk, tankerne flakker, og vi kan miste forbindelsen til os selv.

    I de øjeblikke er det ikke nødvendigvis nuet, vi reagerer på – men noget gammelt, som kroppen husker. Når vi bliver trigget, er det ofte, fordi vores nervesystem genkender noget, der tidligere har været forbundet med fare, afmagt eller skam.

    At lære at selvregulere – og finde vej hjem til sig selv midt i uroen – er en livsvigtig kompetence. 

    Når nervesystemet husker

    Vores nervesystem er skabt til at sikre vores overlevelse og ikke nødvendigvis at trives. Det registrerer konstant farer – ikke kun med øjnene og ørerne, men med hele kroppen. Når noget i nuet minder om en tidligere situation, hvor vi følte os overvældet eller magtesløse, kan nervesystemet reagere lynhurtigt og uden om den tænkende hjerne.

    Det autonome nervesystem, som regulerer vores grundlæggende overlevelsesreaktioner, har flere tilstande:

    • Ventral vagal aktivering – en tilstand af tryghed, nærvær og kontakt
    • Sympatisk aktivering – kamp/flugt, mobilisering, uro og vrede
    • Dorsal vagal aktivering – frys, kollaps, nedlukning og frakobling

    I traumatiserede eller stressbelastede nervesystemer er bevægelsen mellem disse tilstande ofte mere abrupt eller fastlåst. Det betyder, at man hurtigere bliver overvældet, og at det kan være svært at finde tilbage til ro og nærvær. Fordi kroppen har lært at være på vagt.

    Hvad vil det sige at blive trigget?

    At blive trigget betyder, at noget i vores nutidige omgivelser eller relationer aktiverer et følelsesmæssigt eller kropsligt reaktionsmønster, som stammer fra tidligere oplevelser – ofte uden for vores bevidste kontrol. Det er som om nervesystemet pludselig husker noget gammelt og reagerer, som om den gamle situation stadig er aktuel.

    Triggers kan være meget subtile. Det kan være en bestemt stemning i et rum, et blik, en lyd, et tonefald, en duft – eller en sætning, der rammer et ømt punkt. Reaktionen, der følger, kan være overraskende stærk og føles “for meget” i forhold til det, der lige skete.

    Det kan komme til udtryk som vrede, tilbagetrækning, frys, gråd, uro i kroppen eller en intens følelse af skam, skyld eller afmagt. Ofte forstår vi ikke selv helt, hvad der sker – kun at vi pludselig ikke føler os trygge eller i kontakt.

    I en traumeinformeret forståelse anerkender vi, at disse reaktioner ikke er irrationelle eller forkerte. Tværtimod giver de mening ud fra det, vi har været igennem. Måske har vores krop og nervesystem engang lært, at en bestemt situation var farlig, og har siden gemt det som vigtig information.

    Når noget i nutiden minder om den gamle situation,  selv på et mikroskopisk plan, forsøger kroppen at passe på os ved at aktivere det gamle forsvar.

    Det er altså ikke dig, der “overreagerer” – det er dit system, der reagerer klogt og hurtigt på noget, det har lært var farligt. Problemet opstår, når det mønster ikke længere passer til den virkelighed, du er i nu.

    Her begynder det terapeutiske arbejde: at opdage dine triggere, forstå deres rødder, og langsomt lære kroppen, at det er trygt at reagere anderledes i dag.

    At skabe mening i det, der virker meningsløst

    Traumer opstår ofte på baggrund af chokerende eller vedvarende belastninger, som vores system ikke kunne rumme eller handle på. De lagrer sig ikke blot i hukommelsen, men i sanserne, reaktionerne og kroppen.

    Et af kendetegnene ved traumer er, at det sansede og følelsesmæssige materiale ikke kan integreres som en sammenhængende oplevelse. I stedet bliver det løsrevne fragmenter – glimt, følelser, kropsreaktioner – uden kontekst. Fortiden klæder sig ud som nutiden, og det kan blive svært at mærke sig selv i det, der er lige nu.

    En traumeinformeret tilgang bygger på viden om, at:

    • kroppen bærer erfaringer, som ikke altid er tilgængelige for sproget
    • traumer ofte opstår i relationer og derfor heles bedst i trygge relationer
    • vi ikke får et traume til at forsvinde, men skaber nye forbindelser til os selv og verden, så vi kan stå et mere trygt og foretrukkent sted

    Selvregulering og co-regulering

    Selvregulering er evnen til at finde tilbage til indre balance, når vi er blevet væltet – følelsesmæssigt, mentalt eller kropsligt. Det kan handle om at genfinde sit åndedræt, at sætte en grænse, at sænke tempoet, eller at møde sig selv med venlighed og medfølelse, i stedet for kritik.

    Det er en afgørende del af vores trivsel – evnen til at kunne være i svære følelser uden at blive opslugt af dem, og til at kunne vende tilbage til en tilstand af ro og nærvær.

    Men selvregulering er ikke noget, vi lærer i isolation. Det er en evne, der grundlæggende formes i samspil med andre – gennem co-regulering. Vores nervesystem lærer at finde ro og tryghed, når det oplever at blive mødt, rummet og beroliget af et andet menneske, som selv er i balance. Det kan være en forælder, en ven, en partner – eller en terapeut.

    Når vi som børn bliver vugget, trøstet eller lyttet til med nærvær, læres vores nervesystem, at det kan falde til ro efter uro. Når vi som voksne bliver spejlet med empati og uden fordømmelse, bliver vi mindet om, at vi ikke er forkerte – vi er menneskelige. Den slags trygge møder kan reparere gamle sår og åbne nye spor i nervesystemet. Det er her, en terapeutisk relation kan gøre en forskel.

    I et trygt terapeutisk rum er det muligt at mærke, hvad der sker i kroppen og sindet – uden at skulle klare det alene. Terapeuten kan hjælpe med at sætte ord på det, der føles kaotisk eller skamfuldt. Med sin ro, empati og tilstedeværelse kan terapeuten være en slags reguleringspartner: én, der ikke bliver bange for dine følelser, og som hjælper dig med at blive tryg i at mærke dem.

    Over tid kan det styrke din egen evne til at regulere dig selv. Ikke ved at du bliver “afhængig” af terapeuten – men fordi dit nervesystem begynder at lære noget nyt: At du godt kan være i uroen, og at der er en vej ud af den.

    Derfor handler selvregulering ikke kun om at være stærk alene – men også om at vide, hvornår man har brug for støtte. At række ud er ikke en svaghed. Det er en del af helingen.

    øvelser i selvregulering

    Kropsorienteret traumebevidsthed – at finde hjem i kroppen igen

    Traumer er ikke kun noget, vi husker med tankerne – de lever også i kroppen. Når vi har været udsat for overvældende oplevelser, som vi ikke har haft mulighed for at bearbejde eller forstå, kan kroppen blive ved med at reagere, som om faren stadig er der.

    Det kan vise sig som indre uro, anspændthed, følelsesløshed, pludselige følelsesudbrud eller en grundlæggende følelse af ikke at være tryg i sin egen krop.

    For mange mennesker med traumatiske erfaringer er det blevet en overlevelsesstrategi at lukke ned for kroppen – at leve “fra halsen og op”. Kroppen kan føles som et utrygt sted at være, fordi den bærer på erindringer, sansninger og reaktioner, man har lært at undgå for at kunne fungere.

    Kropsorienteret traumebevidsthed handler ikke om at “mærke mere” eller “gå ned i kroppen” på kommando. Det handler om nænsomt og respektfuldt at genskabe kontakt til kroppen – i et tempo, der føles trygt og regulerbart. Målet er ikke intensitet, men regulering: at kunne være i kontakt med sin krop uden at blive overvældet.

    I praksis kan det kropsorienterede arbejde foregå på mange måder – og altid med stor opmærksomhed på dine grænser og signaler. Det kan fx involvere:

    • Sansning: at lægge mærke til konkrete, fysiske fornemmelser – som varme/kulde, underlagets støtte, luftens bevægelse eller berøring. Det hjælper med at forankre opmærksomheden i her-og-nu og kan styrke oplevelsen af tryghed og tilstedeværelse.
    • Små bevægelser og rytme: nænsomme bevægelser, vuggen eller skift i kropsposition kan støtte nervesystemets balance og hjælpe med at løsne spænding uden at gå for tæt på det, der er svært.
    • Kontakt til jord og tyngde: at mærke kroppens vægt, hvordan fødderne står på gulvet, eller hvordan stolen bærer dig, kan give en oplevelse af stabilitet og forankring – især når tankerne eller følelserne trækker væk.
    • At sætte ord på kropslige oplevelser: når du stille og roligt får sprog for det, du mærker, skabes forbindelse mellem kroppen og bevidstheden. Det støtter integration – så du ikke bare føler, men også forstår og kan handle på det, der sker.
    • At opdage og respektere grænser: et centralt aspekt i det kropsorienterede arbejde er at mærke og sige ja og nej. Det er i sig selv helende at få lov at trække sig, sætte en pause, vælge til og fra – og at blive mødt med respekt for det.

    Jeg vil støtte dig i at genskabe tillid til kroppen – uden at presse, forcere eller analysere for meget. Det er en nænsom vej, hvor kroppen får lov at fortælle sin historie i sit eget tempo.

    For nogle mennesker er det en stille rejse tilbage til sig selv. For andre er det første skridt mod at mærke, at man har en krop – og at den er et sted, man kan være tryg.

    Terapeutisk støtte – når du har brug for hjælp til at finde hjem

    I mit terapeutiske arbejde møder jeg ofte mennesker, som længes efter at mærke sig selv, men som samtidig er blevet fremmede for kroppen og fornemmelsen af tryghed.

    Når noget i os bliver trigget, og vi mister orienteringen, kan det være en hjælp at blive holdt – ikke i fysisk forstand, men i opmærksomhed, nærvær og respekt for det, du har med dig.

    Jeg arbejder traumeinformeret og kropsnært med udganspunkt i narrativ og systemisk tilgang, og jeg ser det som min opgave at skabe et rum, hvor du kan være i det, der er svært. Derfra kan vi sammen udforske, hvad der skaber ro, retning og forbindelse for dig.

    Du er altid velkommen til at tage kontakt, hvis du er nysgerrig på, hvordan vi kan arbejde med selvregulering og kropslig tryghed i dit liv. Den første telefoniske introsamtale er gratis, og det er her vi finder ud af om det er hos mig, du skal i terapi.

  • ADHD og traumer

    ADHD og traumer

    ADHD, ADD og traumer – når nervesystemet kalder på forståelse

    “Hvorfor kan jeg ikke bare tage mig sammen?”
    “Hvorfor glemmer jeg alting, selv det vigtige?”
    “Hvorfor reagerer jeg så voldsomt – eller ikke overhovedet?”

    Mange af dem, jeg møder i samtaler, bærer rundt på lignende spørgsmål. De kæmper med uro, impulsivitet, følelsesudbrud eller fravær – og ofte med en grundlæggende tvivl på sig selv. Nogle har en ADHD- eller ADD-diagnose. Andre har oplevet svigt, tab eller stressbelastninger i barndommen eller voksenlivet. Nogle har begge dele. Fælles for dem er en oplevelse af, at noget i deres måde at være i verden på ikke bliver mødt – eller ikke bliver forstået.

    Denne artikel handler om netop det krydsfelt: ADHD, ADD og traumer. Hvordan symptomerne kan ligne hinanden. Hvordan de kan forstærke hinanden. Og hvordan vi kan skabe en mere omsorgsfuld, nuanceret og styrkende forståelse af, hvad der egentlig foregår i kroppen, i hjernen – og i livet.

    ADHD og ADD – en anderledes måde at opleve verden på

    ADHD og ADD er ikke sygdomme, men måder hvorpå hjernen bearbejder informationer og impulser anderledes end hos mennesker, vi kalder neurotypiske. Mange oplever det som en følelse af at være “i gang indeni hele tiden” – både i kroppen og i tankerne. Der kan være mange tanker, mange følelser, mange impulser – og svært ved at skelne, hvad der er vigtigt at reagere på først.

    For nogle kommer det til udtryk som uro: rastløshed, hurtig tale, behov for at bevæge sig eller skifte opmærksomhed ofte. For andre som indre støj, koncentrationsbesvær eller vanskeligheder med at tage initiativ. Mange med ADHD eller ADD beskriver, at de kæmper med struktur, organisering og at få gjort ting færdige – selv når det er vigtigt for dem. Det kan føles pinligt, uforståeligt eller som et tegn på dovenskab, men i virkeligheden handler det om, hvordan hjernen regulerer opmærksomhed, følelser og energi.

    Samtidig beskriver mange også, hvordan deres anderledeshed rummer styrker. De mærker hurtigt stemninger, tænker i kreative baner, engagerer sig dybt, når noget fanger dem, og udstråler nærvær og spontanitet. Mennesker med ADHD er ofte meget intuitive og omsorgsfulde – særligt når de bliver mødt med forståelse.

    Hvad er traumer – og hvordan påvirker de os?

    Traumer handler ikke kun om det, vi har oplevet. De handler om den virkning, oplevelsen har haft – og stadig har – på vores krop og nervesystem. Et traume er ikke begivenheden i sig selv, men det aftryk, som er blevet efterladt. Det er en nutidig reaktion på noget, vi har været udsat for i fortiden – noget, som vores system endnu ikke har fået ro til at fordøje, bearbejde og lande efter.

    Traumer opstår, når noget har været for meget, for voldsomt, for hurtigt eller for længe – og vi har manglet en tryg ramme at forarbejde det i. Det kan være voldsomme begivenheder som overgreb eller ulykker, men det kan også være relationelle oplevelser som fravær af tryghed, spejling eller stabilitet gennem opvæksten. Udviklingstraumer, tilknytningstraumer og hverdagsbelastninger kan sætte dybe spor.

    Det, som traumatiserer os, er forskelligt fra menneske til menneske. Vi har forskellige tolerancer, forskellige erfaringer, og forskellige ressourcer til at møde det svære. Det, som en person kan bære, kan for en anden være overvældende og sætte sig fast. Det betyder ikke, at nogen er svagere end andre – det betyder blot, at vi reagerer forskelligt, og at vores reaktioner altid giver mening ud fra vores livserfaringer.

    Nogle bærer også på det, vi kalder transgenerationelle traumer – traumer, der er givet videre fra tidligere generationer. Det kan være, at ens forældre eller bedsteforældre har levet med krig, flugt, vold eller overlevelsesstrategier, som har formet deres måde at være i verden på. Disse erfaringer kan videreføres ubevidst gennem adfærd, mønstre og relationer – og påvirke os, selvom vi ikke selv har oplevet begivenhederne direkte. At forstå og undersøge disse dynamikker kan være en vigtig nøgle til selvforståelse og forløsning.

    Et nervesystem, der bærer på traumer, reagerer ofte med enten hyperaktivering (alarmberedskab, uro, vrede) eller hypoaktivering (træthed, tomhed, frakobling). Mange veksler mellem de to. Og når vi ikke forstår, hvad der sker i os, kan vi komme til at tro, at vi er forkerte eller syge, selvom vi i virkeligheden er i gang med at overleve på den måde, vores system har lært.

    Hvordan jeg arbejder terapeutisk med ADHD og traumer

    I min praksis møder jeg mennesker med ADHD og traumer med respekt, ro og nysgerrighed. Jeg ved, at mange er blevet mødt med skam, krav og forventninger, som ikke har taget højde for, hvordan de faktisk fungerer.

    Derfor er det første skridt ofte at skabe et rum, hvor det er trygt at være – også uden at præstere, forklare eller forsvare sig.

    Sammen undersøger vi, hvad der sker i dig, og hvordan du kan begynde at forstå dine reaktioner som noget meningsfuldt – ikke som fejl. Jeg arbejder med psykoedukation, så du får viden om nervesystemet, ADHD, traumer og regulering. Det giver ofte stor lettelse at opdage, at der er en forklaring – og at der er noget, man kan gøre.

    Jeg lægger også stor vægt på at arbejde med kroppen. Når vi bærer på traumer eller lever med ADHD, kan kroppen føles som et uroligt, forvirrende eller fremmed sted. Men kroppen er ikke vores fjende – den er en vejviser. Den husker det, vi har været igennem, og den forsøger hele tiden at hjælpe os. Derfor inviterer jeg til at arbejde med kropsligt nærvær og regulering gennem blide øvelser, bevægelse, åndedræt og sanseopmærksomhed.

    For nogle kan det være at mærke fødderne mod gulvet og finde tryghed i tyngden. For andre kan det være at opdage, hvordan man spænder i skuldrene eller holder vejret, og begynde at give slip. Det kan også være at lære, hvordan man beroliger sig selv i stedet for at overmande sig selv. Når vi begynder at skabe kontakt til kroppen med venlighed og tålmodighed, bliver det muligt at regulere nervesystemet og genvinde tillid til os selv.

    Vi arbejder også med at genopbygge kontakt til dig selv og dine relationer, så du får mulighed for at handle ud fra dine behov og værdier – og ikke kun ud fra gamle mønstre. Det handler ikke om at ændre, hvem du er. Det handler om at give dig selv bedre betingelser for at være dig.

    Du er ikke forkert – du har måske bare aldrig fået støtte på dine præmisser

    Mennesker med ADHD og/eller traumer er ofte vokset op med følelsen af at være anderledes. De har måske fået at vide, at de fyldte for meget, følte for meget, bevægede sig for meget, sagde for meget – eller tværtimod: at de var for stille, for svære at læse, for uengagerede.

    Disse stemmer kan sætte sig som indre kritikere, der konstant minder én om, at man skal tilpasse sig, tage sig sammen eller ikke være til besvær. Det kan tage tid at løsne de mønstre. Men det kan lade sig gøre.

    Det starter med, at du begynder at møde dig selv med venlighed og forståelse. Og det bliver nemmere, når du bliver mødt på samme måde af en anden.

    Der findes veje videre – med støtte og indsigt

    Det er muligt at leve et mere roligt og meningsfuldt liv, selv med ADHD og traumer i bagagen. Det handler ikke om at blive en anden – men om at finde ud af, hvordan du kan trives med det, der er dit.

    Det indebærer, at du får mere viden om dig selv, mere støtte i hverdagen og mere omsorg i dine relationer. Når du begynder at forstå dig selv med varme og nysgerrighed, bliver det muligt at ændre gamle mønstre og finde nye veje.

    Klar til at tage første skridt?

    Hvis du genkender dig selv i det, du har læst her, er du meget velkommen til at tage kontakt. Jeg tilbyder et trygt og støttende rum, hvor vi sammen kan finde ud af, hvad du har brug for – og hvordan du kan begynde at skabe nye veje i dit liv.

    📩 Du kan kontakte mig her for en uforpligtende samtale.
    💬 Jeg tilbyder samtaler både online og fra min praksis på Møn.

  • Det sociale liv med ADHD, ADD eller ASF.

    Det sociale liv med ADHD, ADD eller ASF.

    Sammen med andre – og stadig udenfor? Det sociale liv med ADHD, ADD eller Autismespektrumforstyrrelse.

    At være sammen – og alligevel føle sig udenfor

    Mennesker er sociale væsener. Vi er skabt til kontakt, til at blive spejlet, forstået og holdt af. Men for mange neurodivergente – især dem med ADHD og/eller autismespektrumforstyrrelser (ASF) – er relationer noget, der både nærer og slider. Der er en dyb længsel efter forbindelse, efter at høre til. Men også en udmattelse og sårbarhed i at være i samspil med andre, når det sociale felt kræver mere, end ens system kan overkomme.

    Du kan opleve, at du bliver misforstået, selv når du gør dig umage for at sige det “rigtige”. At dine hensigter tolkes skævt, eller at dine følelser virker “for meget” eller “for lidt” for dem omkring dig. Du kan komme til at overanalysere hver samtale bagefter – gentage i hovedet, hvad du sagde, hvordan det blev sagt, og hvad du ikke fik sagt. Måske føler du dig enten for intens, for stille, for ærlig eller for følsom – aldrig helt i balance med omgivelsernes forventninger.

    Det kan være svært at vurdere, hvordan du bliver opfattet. Svært at aflæse subtile signaler, forstå sociale koder eller stole på, at du er velkommen, som du er. Nogle dage trækker du dig – ikke fordi du ikke vil andre mennesker, men fordi det simpelthen er for anstrengende at være på. For at passe ind. For at holde sammen på det hele indeni, mens du forsøger at være nærværende udenpå.

    For nogle bliver det sociale så smertefuldt og forvirrende, at man opgiver. Man vælger ensomheden, ikke fordi den er ønsket, men fordi den føles mere tryg end den konstante tvivl, overanstrengelse og selvkritik. For andre bliver det et liv med skjult tilpasning – hvor man maskerer, overtilpasser og kæmper for at passe ind, samtidig med at man hele tiden tvivler på, om man overhovedet hører til.

    Men det er ikke, fordi du er forkert.
    Det er ikke, fordi du ikke kan være i relation.

    Det er, fordi dit nervesystem arbejder på en anden frekvens. Du sanser, føler og bearbejder verden anderledes, og det kræver en anden rytme, en anden type kontakt, en anden form for nærvær. Det betyder ikke, at dyb kontakt ikke er mulig – det betyder, at måden skal tilpasses. Og at du har ret til relationer, der bygger på respekt, gensidighed og plads til at være dig.

    Der findes fællesskaber, hvor du ikke behøver forklare dig selv hele tiden.
    Der findes mennesker, der kan spejle dig.
    Og der findes veje til at være i kontakt.

    Hvorfor er sociale relationer nogle gange udfordrende? 

    Når man har en hjerne, der fungerer anderledes, så påvirker det ikke bare tankeprocesser, men også måden man er i kontakt med andre på. Det handler ikke om manglende lyst til relation, men om at selve det sociale samspil kræver mere bearbejdning, flere tolkninger og mere selvregulering. Det kan skabe en følelse af at være på bagkant, selv når man prøver at følge med.

    Måske opfatter du sociale signaler anderledes – enten mere intenst eller med forsinkelse. Små ændringer i tonefald, ansigtsudtryk eller stemninger i rummet kan føles vage eller overvældende. Du kan reagere stærkt følelsesmæssigt på noget, andre ikke opfatter som vigtigt eller føle dig usikker på, hvordan du “burde” reagere.

    Måske bliver du hurtigere overstimuleret, især i grupper, støjende rum eller samtaler uden klare rammer. Du mærker ikke nødvendigvis dig selv i kontakten, fordi al energi går til at afkode andre. Eller du mister tråden, fordi dit fokus flytter sig lynhurtigt, og bagefter spekulerer du på, om du sagde noget forkert. Den slags usikkerhed slider – især når man ikke ved, om det er en selv eller omgivelserne, der “ikke matcher”.

    Ved ADHD kan relationer være udfordret af impulsivitet, at man kommer til at afbryde, tale for meget eller for intenst, eller at man har følelsesudbrud, man senere fortryder. Hyperfokus på en person kan skabe intens kontakt, men også udmatte eller skabe ubalance i relationen.

    Ved ASF kan det være svært at aflæse uformelle signaler og undertekster, hvilket gør smalltalk og sociale spil trættende eller meningsløs. Mange har brug for mere forudsigelighed og klarhed, end hverdagsrelationer tilbyder, og når det mangler, opstår nemt misforståelser.

    I begge tilfælde risikerer man at blive set som egoistisk, uhøflig, kontrollerende, ligeglad eller alt for følsom. Men bag det ydre ligger ofte noget helt andet:
    En dyb længsel efter kontakt.
    Et brændende ønske om at blive forstået – uden at skulle lave sig selv om for at fortjene det.

    Og det er netop den længsel, der gør det så sårbart. For når man giver alt, hvad man har, i et socialt rum,  og stadig føler sig ved siden af, vokser følelsen af at være forkert. Ikke fordi man er det. Men fordi verden endnu ikke har lært, hvordan man møder én med nysgerrighed, tydelighed og tålmodighed.

    Når man bliver misforstået – og begynder at tvivle

    For mange neurodivergente mennesker er det at blive misforstået ikke en engangsoplevelse – det er noget, der sker igen og igen. Måske bliver du fortolket forkert, før du har fået sagt, hvad du egentlig mener. Måske bliver dine reaktioner overdrevet, bagatelliseret eller gjort forkerte. Eller måske bliver dine grænser og behov slet ikke bemærket – og derfor overtrådt, uden at nogen opdager det.

    Når det sker gentagne gange, begynder man at tvivle. Ikke kun på, om man sagde det rigtige – men på hele sin virkelighedsforståelse. Man begynder at stille spørgsmålstegn ved det, man mærker, tænker og fornemmer. Og netop fordi det sociale rum er så centralt i vores liv, bliver tvivlen både gennemgribende og smertefuld.

    Det kan føre til en overdreven selvovervågning: En konstant indre scanning af, hvordan man opfører sig, hvad man siger, hvilket ansigtsudtryk man har. “Lod jeg som om jeg lyttede nok?”, “Virker jeg normal?”, “Ser jeg for ligeglad ud?”. Det føles ikke som opmærksomhed – det føles som selvkontrol. Og det koster.

    Samtidig opstår der en endeløs indre dialog: “Burde jeg have sagt det anderledes?”, “Var det for meget?”, “Måske virkede jeg kold…”. Ordene gentager sig, samtalen spiller sig igen og igen i tankerne, som om man kunne rette det i bagklogskabens lys. Men det giver sjældent ro. Tværtimod.

    Man kan føle sig ikke helt til stede i det sociale rum – som om man deltager udefra, med en vis afstand til både sig selv og de andre. Selv når man er fysisk til stede, kan man have en følelse af at stå lidt ved siden af, lidt udenfor, som om der er noget usynligt, man ikke forstår – men som alle andre ser.

    Over tid kan denne måde at være i relation på føre til en dyb social udmattelse. Man orker ikke mere. Man orker ikke mere tvivl, forklaring, fejlfortolkning. Og i stedet for at kæmpe videre, begynder man måske at trække sig. Ikke fordi man ikke vil andre mennesker – men fordi man ikke længere kan holde ud at miste sig selv i forsøget på at være med.

    Langsomt sniger ensomheden sig ind. Ikke altid i form af isolation, men som en følelse af at være alene, også når man er sammen. Og i de mørkeste øjeblikke kan der opstå en tvivl, der går helt ind i selvværdet: Er jeg overhovedet værd at være sammen med? Er det mig, der er problemet?

    Men det er det ikke. Det er ikke dig, der er forkert. Det er din oplevelse, der ikke er blevet mødt. Når du begynder at genfinde tilliden til dine egne fornemmelser, og når du får lov at være i kontakt med mennesker, der ser og forstår dig – så kan den tvivl begynde at slippe. Du er ikke for meget. Du er ikke forkert. Du har bare manglet nogen, der lyttede rigtigt.

    Social træthed og overstimulering

    Noget, der sjældent bliver talt højt om, er den sociale træthed, som mange med ADHD eller autismespektrumforstyrrelser (ASF) oplever – ofte dagligt. Det handler ikke om generthed, og det handler slet ikke om manglende interesse for andre mennesker. Tværtimod. Mange har en dyb længsel efter nærvær og kontakt. Men netop dét gør det så sårbart, når kroppen og hjernen ikke kan holde til det.

    For mennesker med neurodivergens kræver sociale situationer ofte langt mere energi, end man umiddelbart skulle tro. Det er ikke bare at “være sammen”. Det er at skulle:

    • Være konstant opmærksom på både indre og ydre stimuli
    • Regulere egne impulser, følelser og udtryk
    • Afkode andres signaler – både ord, mimik, tonefald og pauser
    • Skjule overvældelse og tilpasse sig et socialt tempo, der ikke føles naturligt
    • Holde styr på samtalens indhold, skift og sociale normer

    Alt dette foregår samtidigt – og ofte uden, at omgivelserne aner, hvor hårdt det er. For udenpå ser det måske bare ud som en almindelig samtale. Men indeni arbejder nervesystemet på højtryk.

    Når belastningen overstiger det, systemet kan rumme, opstår der det, man kunne kalde social overstimulering. Det kan vise sig som:

    • Hovedpine, træthed, koncentrationsbesvær eller fysisk uro
    • En følelse af at være “brændt af” – som om hjernen ikke kan mere
    • Sanseoverbelastning: lyde, lys, stemmer eller bevægelser føles voldsomme
    • Følelsesmæssige udbrud – gråd, irritabilitet, vrede – eller omvendt: følelsesløshed og indre nedlukning
    • Et overvældende behov for at være helt alene, uden krav eller kontakt

    Efter en social begivenhed – selv en god én – har mange brug for timer, nogle gange dage, til at restituere. Det kan være svært at forklare til andre, og det kan give anledning til skam:


    Hvorfor bliver jeg så træt af noget, andre får energi af?
    Hvorfor kan jeg ikke bare nyde det?
    Hvorfor føles det som om jeg skal vælge mellem kontakt og trivsel?

    Og alligevel forsøger mange at holde fast i det sociale, for ikke at miste fællesskabet. Man stiller op, siger ja, dukker op – men betaler prisen bagefter. Denne ubalance mellem længslen efter samhørighed og behovet for ro kan føre til udbrændthed, lavt selvværd og følelsen af aldrig at kunne leve helt op til det sociale livs krav.

    Men det er ikke dig, der er problemet. Det er omgivelserne, der ikke altid forstår det usynlige arbejde, du gør, når du er sammen med andre. Du har ret til pauser. Du har ret til restitution. Og du har ret til relationer, hvor du ikke skal betale med dig selv for at være med.

    Ensomhed – uden at være alene

    En af de mest smertefulde oplevelser ved at være neurodivergent i en neurotypisk verden er følelsen af at være ensom, selv når man er sammen med andre.

    Man er til stede, men man føler sig ikke rigtig med. Man prøver at passe ind, men mærker hele tiden, at man skal tilpasse sig. Man savner ægte, tryg kontakt, hvor man kan være sig selv, men det føles sjældent som en mulighed.

    Ensomhed hos neurodivergente handler ikke kun om at mangle mennesker. Det handler om at mangle mulighed for at være sig selv i relationen.

    6 måder at arbejde med relationer

    Selvom det sociale kan være udfordrende, er det muligt at skabe meningsfulde og trygge relationer, hvor du ikke skal præstere for at være værd at være sammen med. Her er nogle veje at gå:

    1. Skru ned for præstation, op for ærlighed

    Fortæl, når du er træt, overstimuleret eller usikker. Jo mere du tør vise, desto større chance for at blive mødt ægte.

    2. Find fællesskaber, hvor forskellighed er normen

    Grupper for neurodivergente, kreative miljøer eller steder, hvor ærlighed og åbenhed vægtes højt, kan give dig oplevelsen af at høre til.

    3. Giv dig selv pauser uden skam

    Hvis du har været social, må du gerne tage tid til at lade op – uden at føle, at du svigter nogen.

    4. Arbejd med selvværd og grænser

    Jo bedre du forstår dine behov og din ret til at have dem, desto tryggere bliver du i relationer.

    5. Øv dig i at reparere

    Relationer tåler fejl – også dine. Sig undskyld, forklar dig, bed om plads. Det er ikke fejlen, der ødelægger relationen – det er tavsheden bagefter.

    6. Tal om neurodivergens – når det føles trygt

    Fortæl andre om din måde at fungere på. Du behøver ikke forklare alt – men det, du deler, kan skabe forståelse.

    En personlig note fra mig

    Jeg møder mange mennesker, der har gjort alt, hvad de kunne, for at passe ind. Som har brugt livet på at analysere sociale situationer, tilpasse sig, skjule deres reaktioner og forsøge at være “normale”.

    Og jeg ved, hvor meget det slider.

    Men jeg vil sige det helt tydeligt: Du er bare vant til at være i et system, hvor det normale ikke rummer dig. Det gør ikke dig forkert – det gør systemet for snævert.

    Du fortjener relationer, hvor du ikke skal forklare din værdi. Hvor du må være træt, intens, stille, ærlig, sansende og følsom. Hvor du må trække dig uden at blive skamfuld og vende tilbage, uden at føle dig skyldig.

    Hvis du længes efter flere relationer, hvor du kan være dig selv – men synes det er svært at finde eller bevare dem – så er du ikke alene. Jeg tilbyder terapeutiske samtaler og ADHD/ADD forløb, hvor vi sammen kan finde veje til tryg kontakt og ægte nærvær.

  • ADHD/ADD og hjernen 

    ADHD/ADD og hjernen 

    ADHD/ADD og hjernen 

    Et andet styresystem

    Lad os gå på opdagelse i hvordan hjernen fungerer. I vores hjerne er der et indbygget styresystem, som kan se forskelligt ud afhængig af, hvordan vores hjerne er opbygget. 

    ADHD/ADD er en neurologisk variation. Det betyder, at hjernen er opbygget og fungerer anderledes end det, vi typisk ser hos mennesker uden ADHD/ADD – det man ofte kalder en neurotypisk hjerne.

    Forskning i hjernescanninger, neurokemi og adfærd viser, at nogle centrale områder i hjernen fungerer anderledes ved ADHD/ADD. Det gælder især de eksekutive funktioner, motivationssystemet, belønningssystemet og regulering af opmærksomhed og aktivitet.

    Du får her en kort gennemgang af, hvad disse områder gør for os, og hvordan de kan fungere anderledes, hvis din hjerne ikke er neurotypisk. Måske er der noget af nedenstående, som du kender til fra dit eget liv? Din hjernes organisering kan være koden til at forstå, hvorfor nogle ting i livet kan være sværere for dig end andre.

    De Eksekutive funktioner

    De eksekutive funktioner er som hjernens “dirigent” eller projektleder. De sidder primært i præfrontal cortex, det forreste område af hjernen og hjælper os med at:

    • Planlægge og prioritere
    • Holde fokus og huske, hvad vi er i gang med
    • Styre impulser og udskyde behov
    • Skifte fleksibelt mellem opgaver
    • Arbejde systematisk mod et mål

    Hos mennesker  med ADHD/ADD er der ofte lavere aktivitet i præfrontal cortex, og kommunikationen mellem denne og andre dele af hjernen (fx det limbiske system og basalganglierne) kan være svækket.

    Det betyder, at mange dagligdags handlinger, som at starte på en opgave, holde sig til den, og vurdere, hvornår man er færdig – ikke sker automatisk, men kræver bevidst og ofte udmattende anstrengelse.

    Eksempelvis kan man vide, at man skal tage ud af opvaskemaskinen, men føle det som en bjergbestigning, fordi hjernen ikke skaber den nødvendige “startkommando”. Eller man kan glemme, hvad man lavede for 5 minutter siden, fordi arbejdshukommelsen ikke holder fast i informationen længe nok.

    Motivationssystemet

    Motivationssystemet i hjernen handler om, hvad der får os til at handle – og holde fast. Det styres af et samspil mellem forskellige områder (bl.a. nucleus accumbens og ventral tegmental area) og er tæt forbundet med produktionen af dopamin.

    Hos mennesker med ADHD fungerer dette system anderledes, da dopamin produceres og omsættes mindre stabilt, og det gør det sværere at føle naturlig “drivkraft” i opgaver, der ikke vækker følelser som interesse, nysgerrighed eller pres.

    Hvor en neurotypisk hjerne kan tage sig sammen, fordi noget er vigtigt eller skal gøres, vil ADHD-hjernen ofte “sove”, indtil noget bliver følelsesmæssigt aktiverende. Derfor virker viljestyrke ofte ikke. Ikke fordi man ikke vil, men fordi systemet simpelthen ikke tænder op før noget rammer de rigtige følelsesmæssige eller sensoriske knapper.

    Belønningssystemet

    Belønningssystemet er tæt forbundet med motivationssystemet og styres også af dopamin. Det er med til at give os følelsen af tilfredshed, når vi har løst en opgave eller nået et mål – og hjælper os med at forbinde indsats med belønning.

    Hos personer med ADHD/ADD er dette system ofte mindre følsomt over for langsigtede eller abstrakte belønninger. Det betyder, at ting, der ikke giver en øjeblikkelig følelse af mening eller glæde, kan føles uinteressante, tomme eller helt uden energi. Resultatet er, at man har svært ved at fastholde opgaver, som ikke føles umiddelbart belønnende – også selvom man ved, de er vigtige.

    Derfor kan det være svært at handle på rationelle prioriteringer (“jeg burde”), fordi hjernen simpelthen ikke kobler dem til en belønningsrespons. Samtidig kan man være ekstremt motiveret af spil, kreative projekter eller hjælpe andre – fordi de aktiverer belønningssystemet gennem spænding eller følelsesmæssigt engagement.

    Regulering af opmærksomhed og aktivitet

    Opmærksomhed er ikke bare noget, man vælger. Det er en kompleks neurologisk proces, hvor hjernen sorterer, fokuserer og skifter mellem stimuli. Dette styres bl.a. af noradrenalin og sker i et netværk af områder, herunder frontallapperne, det retikulære aktiveringssystem og dele af det limbiske system.

    Hos personer med ADHD/ADD fungerer denne regulering anderledes. Det gør det svært at:

    • Fastholde opmærksomheden over tid (især på “kedelige” ting)
    • Filtrere irrelevante stimuli fra
    • Skifte fleksibelt mellem opgaver uden at miste tråden
    • Mærke, hvornår man er over- eller underaktiveret

    Derfor oplever mange med ADHD et pendul mellem hyperfokus og mental kaos – enten er alt for meget, eller også sker der ingenting. Det kræver ekstremt meget energi at forsøge at regulere dette manuelt, og det kan føre til udmattelse, overstimulering og kognitive sammenbrud, hvor man “lukker ned” i frustration.

    Signalstoffer: Dopamin og noradrenalin

    De to signalstoffer, der især spiller en central rolle i ADHD, er:

    • Dopamin som er forbundet med motivation, belønning, lyst og målorienteret adfærd
    • Noradrenalin som hjælper med opmærksomhedsregulering, vågenhed og stressrespons

    Hos mennesker med ADHD/ADD er både produktionen, frigivelsen og genoptagelsen af disse signalstoffer ofte forstyrret. Det betyder, at signalerne mellem hjernecellerne enten ikke sendes effektivt nok, for hurtigt forsvinder, eller ikke udløses på det rigtige tidspunkt.

    Det er også derfor medicin, som eksempelvis methylphenidat eller lisdexamfetamin – virker ved at øge dopamin- og noradrenalin-niveauerne i hjernen og forbedre deres virkning i de relevante netværk. De skaber en mere stabil platform for fokus, motivation og følelsesregulering.

    ADHD og ADD – forskelle i hjernens funktion og hverdagsudtryk

    Selvom ADHD og ADD begge hører under diagnosen Attention Deficit Hyperactivity Disorder, er det vigtigt at skelne mellem undergrupperne, både klinisk, neurologisk og pædagogisk. De deler mange grundlæggende træk, men måden, de kommer til udtryk på,  og hvordan hjernen arbejder, er ofte forskellig. Det har stor betydning for både forståelse og støtte.

    1. Aktivitetsniveau og impulskontrol

    Hos personer med ADHD (hyperaktiv/impulsiv type) ser man ofte tydelig fysisk uro, rastløshed og impulshandlinger. Det skyldes bl.a. nedsat hæmning i hjernens motoriske netværk og basalganglier, hvilket betyder, at bevægelser og reaktioner lettere “slipper igennem” uden filtrering.

    De kan fx afbryde andre, rejse sig op, være højlydte eller impulsivt handle uden at tænke sig om, ikke fordi de “vil forstyrre”, men fordi den del af hjernen, der normalt bremser handlinger, er mindre aktiv.

    I ADD (uopmærksom type) ses sjældent den samme ydre uro. Her er uroen mere indadrettet: tankemylder, følelsen af at være “ude af sync”, og en tendens til mental frakobling. Mange oplever, at de ikke kan fastholde tanken, de forsvinder i egne tanker og glemmer tid og sted. Det kan ligne passivitet udefra, men er i virkeligheden udtryk for et overbelastet eller frakoblet nervesystem.

    2. Opmærksomhedsmønster

    Hos ADHD er opmærksomheden ofte sprunget, som en fjernbetjening, der konstant skifter kanal. De afbrydes nemt af omgivelserne og har svært ved at holde fokus, især når opgaven ikke er spændende eller stimulerende.

    Hos ADD er opmærksomheden typisk træg eller diffus. Den glider væk uden tydelig årsag. Man kan stirre ud i luften, dagdrømme, eller “zone ud” uden at opdage det selv. Det er ikke uinteresse, men en manglende evne til at fastholde en indre opmærksomhedsstyring.

    3. Belønningssystemet og aktivering

    Både ADHD og ADD indebærer en lavere dopaminrespons på opgaver, der ikke giver umiddelbar belønning. Det betyder, at det er svært at komme i gang og svært at holde fast. Men forskningen tyder på, at ADD-typen har endnu sværere ved at aktivere sig selv, også ved opgaver, der burde give mening.

    Belønningscenteret i hjernen, især nucleus accumbens, er mindre aktivt, og uden ekstern struktur eller støtte “går systemet i dvale”. Det er ikke dovenskab, det er et reelt problem med neurologisk aktivering.

    Personer med ADHD kan i højere grad sætte gang i sig selv kortvarigt ved hjælp af stimulation, eksempelvis ved at skifte aktivitet, søge konflikt, få et adrenalinsus, hvilket kortvarigt øger dopaminniveauet. Derfor opleves de ofte som “hyperaktive”, selvom det i virkeligheden er et forsøg på at få hjernen i gang.

    4. Diagnostisk opdagelse og usynlig belastning

    ADD opdages ofte langt senere end ADHD, især hos piger og kvinder. Uden ydre uro eller forstyrrende adfærd bliver vanskelighederne let tolket som generthed, distraktion eller lavt energiniveau.

    Mange ADD-ramte vokser op med en følelse af at være forkerte, langsomme eller “udenfor” uden at kunne forklare hvorfor. Det skaber risiko for internaliseret stress, lavt selvværd og selvkritik, og ofte en sen eller fejlagtig diagnose.

    ADHD bliver derimod oftere opdaget tidligt, netop fordi omgivelserne reagerer på den synlige uro eller impulsivitet.

    Kort om forskningen

    Neurovidenskabelig forskning har påvist, at både ADHD og ADD involverer dysfunktioner i de samme overordnede hjerneområder, især frontallapperne, de eksekutive funktioner og belønningssystemet.

    Men et review fra 2017 (Fair et al.) viser, at aktiveringsmønstrene i hjernens opmærksomheds- og kontrol netværk faktisk varierer afhængigt af typen. ADD-typen har især nedsat aktivitet i områder for selvmonitorering og indre opmærksomhed, hvorimod ADHD-typen viser mere nedsat hæmning og øget reaktivitet.

    Der er stadig debat i forskningen om, hvorvidt ADD er en selvstændig subtype, en variant eller blot en forskellig præsentation. Men klinisk giver det mening at skelne mellem dem, så både pædagogik, terapi og medicin kan tilpasses mere præcist. Men der er stadig så meget vi ikke ved om neurodivergente hjerner. 

    Terapeutisk betydning

    Forskellene har praktisk betydning for støtten, behandlingen og det relationelle møde:

    • ADD kræver ofte mere fokus på aktivering, struktur og indre motivation. Det kan handle om visuelle støttesystemer, hjælp til igangsætning, og tilladelse til at tage pauser uden skam.
    • ADHD (hyperaktiv type) kræver oftere støtte til impulskontrol, følelsesregulering og skift. Her kan kroppen og det sanselige være vigtigere end ord – og tydelig ydre struktur er ofte nødvendig.
    • Begge grupper har gavn af anerkendelse, forudsigelighed og forståelse. Og begge kan være sårbare over for stress, overstimulation og negative sociale erfaringer.

    Begge typer har ofte komorbide tilstande som angst, depression, traumer eller søvnforstyrrelser, og har brug for støtte, der forstår hele deres funktionsmønster, ikke kun ét symptom ad gangen.

    Medicinsk behandling – Mulig hjælp til hjernens signalveje

    For nogle mennesker med ADHD/ADD giver det mening at supplere struktur og støtte med medicinsk behandling, der hjælper hjernen med at fungere mere stabilt. ADHD-medicin påvirker ikke personligheden, den ændrer ikke, hvem du er,  men den kan forbedre hjernens evne til at fokusere, regulere og handle i rette tid. Når medicinen virker, føles det ofte som om, der bliver lidt mere ro på og lidt mindre kamp for at få ting gjort.

    Centralstimulerende medicin

    De mest anvendte typer ADHD-medicin er de såkaldte centralstimulerende stoffer, som bl.a. omfatter:

    • Methylphenidat (f.eks. Ritalin, Concerta, Medikinet)
    • Lisdexamfetamin (f.eks. Elvanse)

    Disse præparater øger niveauet af dopamin og noradrenalin i bestemte områder af hjernen – især i præfrontal cortex, hvor eksekutive funktioner styres. Det gør det lettere for hjernen at holde fokus, planlægge, styre impulser og opretholde motivation – især ved opgaver, der ikke i sig selv vækker interesse.

    For mange betyder medicinen, at:

    • Det bliver lettere at gå i gang med opgaver
    • Tankerne kører mindre i ring
    • Følelserne er lettere at regulere
    • Der er mere energi til at holde fast og følge en plan
    • Opmærksomheden kan flyttes mere fleksibelt og fastholdes længere

    Det opleves ikke som “kunstigt” – men som om systemet falder bedre i hak.

    Ikke-centralstimulerende medicin

    Nogle mennesker tåler ikke centralstimulerende medicin – eller får ikke tilstrækkelig effekt. Her kan ikke-centralstimulerende præparater være relevante, fx:

    • Atomoxetin (Strattera)
    • Guanfacin (Intuniv)

    Disse lægemidler påvirker andre signalveje, men har stadig effekt på noradrenalin og dopamin. De virker ofte mere langsomt og jævnt – og kan især hjælpe med følelsesregulering, søvn, impulsivitet og uro. De har typisk ikke samme “kickstartende” effekt på motivation, men kan give en mere stabil følelsesmæssig og kognitiv bund i hverdagen.

    Især børn og unge, som er meget sensitive eller har komorbiditet (fx angst eller tics), kan have gavn af de ikke-centralstimulerende midler – men voksne bruger dem også.

    Kombination af medicin

    I nogle tilfælde anvendes kombinationsbehandling – f.eks. en lav dosis centralstimulerende medicin sammen med et ikke-centralstimulerende præparat. Det kan være relevant, når én type medicin alene ikke er tilstrækkelig, eller når man ønsker at balancere virkningen og mindske bivirkninger.

    Et eksempel kunne være at bruge Elvanse om morgenen for at hjælpe med igangsætning og fokus – og Guanfacin om aftenen for at dæmpe uro og fremme søvn. Dette sker altid i samarbejde med en læge og ofte som led i en længere udrednings- og tilpasningsproces.

    Medicin og selvforståelse – en personlig rejse

    Det er vigtigt at huske, at ADHD-medicin virker forskelligt for forskellige mennesker. For nogle er det en gamechanger, der skaber overblik, ro og handlekraft, som de aldrig har oplevet før. For andre er effekten mere begrænset eller svær at adskille fra bivirkninger. Nogle vælger det helt fra – og det er også okay.

    Det handler ikke kun om biologi, men også om hvordan man forstår sig selv. Nogle oplever, at medicinen hjælper dem med at mærke sig selv bedre – med at finde deres egen rytme og tænke klarere.

    Andre føler sig fremmede ved sig selv, særligt i starten. Det er ikke unormalt at gennemgå en form for identitetsbearbejdning, når man pludselig kan noget, man før kæmpede med – eller når energien føles anderledes end normalt.

    Det er vigtigt for mig at understrege, at når din hjerne er vant til at fungere, om ikke andet delvist, med 120 km i timen, så kan det føles anderledes, mærkeligt og måske fremmed for dig, at den pludselig nedsætter farten til 80 km i timen. Og det giver så god mening.

    Der er altid en tilvænningsperiode, hvor kroppen og hjernen skal finde sig til rette. Det kan tage tid at finde den rigtige type medicin, den rette dosis og det rette tidspunkt på dagen. Bivirkninger som søvnforstyrrelser, nedsat appetit, overstimulering eller følelsesmæssig fladhed kan forekomme, men mange oplever, at de mindskes eller forsvinder, når man har fundet den rigtige balance.

    Derfor kræver det tålmodighed – med medicinen, med processen, med psykiateren og ikke mindst med sig selv.

    Jeg anbefaler altid, at medicinsk behandling og justering sker i tæt samarbejde med en læge eller psykiater, som har erfaring med ADHD/ADD. Selvom man mærker hurtige virkninger, er det ofte først over tid, at man begynder at forstå, hvordan medicinen passer ind i ens liv, og om den gør det.

    Det vigtigste er, at du får mulighed for at træffe informerede og meningsfulde valg ud fra din virkelighed – og at du ved, at der ikke er noget “rigtigt” svar. Der er kun det, der virker for dig.

    Blandt kilder er: Nature.com og Frontiersin.org