Det jeg har erfaret i praksis
Da jeg åbnede min klinik på Møn, var det fra starten klart, at en stor del af mit arbejde ville foregå online. Ikke som en nødløsning — men som en reel og ligeværdig måde at mødes på. Møn er smuk og afsides, og mange af dem, jeg arbejder med, bor andre steder i landet. Online terapi var ikke et fravalg af det fysiske. Det var et tilvalg af tilgængelighed.
Men jeg gik ind i det med en stille bekymring. At noget ville gå tabt. At skærmen ville stå i vejen for det, der egentlig sker i et terapeutisk rum — nærværet, kontakten, den der subtile fornemmelse af at være i samme rum som et andet menneske.
Det er ikke det, jeg har erfaret.
Og det er det, jeg gerne vil fortælle om her — ikke som en garanti eller et reklamefremstød, men som en ærlig deling af det, jeg har set i min daglige praksis med både individuel terapi og parterapi online.
Det jeg troede ville gå tabt, og hvad der faktisk trådte frem i stedet
Min bekymring handlede mest om det kropslige. I et fysisk rum bruger jeg hele mig selv. Jeg er gestikulerende, jeg læner mig frem, jeg bruger stemmen og vejrtrækningen bevidst til at regulere stemningen i rummet. Jeg kan mærke, når noget skifter — ikke kun fordi jeg hører det, men fordi jeg sanser det.
Alt det er anderledes online. Det vidste jeg godt.
Det jeg ikke vidste var, hvad der ville træde frem i stedet.
Skærmens afgrænsning — det at vi alle befinder os inden for et rektangel — skaber en særlig form for fokus. Ansigtsudtryk bliver meget tydelige. En lille bevægelse mod den anden, et blik der mødes, en skulder der sænker sig: i et fysisk rum kan det glide forbi. På en skærm er det næsten forstørret. Jeg lærte at lytte på en ny måde — til pauser, til tempoet i sproget, til det usagte.
Det krævede mere af mig sprogligt. Jeg måtte sætte ord på det, jeg ellers ville have vist med kroppen. Jeg måtte tjekke ind oftere, være mere eksplicit i min afstemning, tydeligere i mine intentioner. Og det, der overraskede mig mest, var at den tydelighed faktisk hjalp. Den skabte en slags klarhed i samtalen, som jeg ikke altid oplever på samme måde fysisk.
Autenticiteten forsvandt ikke. Jeg oplever mig selv som ligeså ægte og nærværende online som i klinikken. Det er bare et andet udtryk.
Hvad der sker, når du er på hjemmebane
Et af de spørgsmål jeg oftest møder er: “Er det nu også ligeså godt — at sidde hjemme og tale om de her ting?”
Det jeg ser i praksis er, at hjemmemiljøet for mange skaber en tryghed, der faktisk åbner noget. Der er noget ved at sidde i sin egen stue, med sin egen kop te, i den stol der er ens, i de omgivelser man kender — som sænker skuldrene lidt. Man er på hjemmebane. Den energi, der ellers bruges på at nå frem, finde parkering og “gøre klar til terapi”, kan i stedet gå direkte til samtalen.
Jeg har haft individuelle sessioner fra stuer med planter og familiefotos i baggrunden, fra biler parkeret roligt ude i naturen, fra teenageværelset med plakater på væggen og the i koppen. Og jeg har haft parterapi fra sofaer og køkkenborde, hvor to mennesker sidder side om side med en skærm foran sig og finder ud af noget vigtigt om deres relation og hinanden.
Det er ægte rammer. De er mere end gode nok.
Noget jeg ser særligt i individuel terapi online er, at det at befinde sig i egne omgivelser kan gøre det lettere at tale om netop dem. Om det, der sker i det rum, man lever sit liv i. Om de mønstre, der udfolder sig i hverdagen — ikke i et neutralt kontor, men hjemme, hvor de faktisk lever.
Online parterapi — det jeg har erfaret i praksis
Parterapi online er noget, jeg arbejder særligt med, og som jeg har undersøgt systematisk i min egen praksis over et længere forløb. Jeg fulgte et par, hvor størstedelen af sessionerne foregik online, og én foregik fysisk her i klinikken på Møn. Det gav mig et direkte sammenligningsgrundlag.
Det jeg fandt var ikke, at den ene form er bedre end den anden. Det jeg fandt var, at de er forskellige — og at begge kan bære et dybt, nærværende og meningsfuldt terapeutisk arbejde.
Det par, jeg arbejdede med, sad foran en computerskærm derhjemme. De var i høj konflikt den første dag, og alligevel valgte de at møde op. Det var tydeligt i billedet — deres kropssprog, afstanden imellem dem, måden de sad på. Men det var også tydeligt, da noget begyndte at bevæge sig. Da de langsomt rykkede lidt tættere mod hinanden. Da de fik øjenkontakt for første gang i sessionen. Skærmen fremhævede de bevægelser, som i en fysisk session måske ville have krævet, at jeg sad i det rette vinkel for at bemærke dem.
Det, jeg erfarer igen og igen med par online, er at tryghed i egne omgivelser kan gøre det lettere at nå det sårbare. Man sidder ikke i et fremmed lokale. Man sidder i sin hverdag — og det kan paradoksalt nok gøre det lettere at tale om de dele af hverdagen, der gør ondt.
Derudover er der en helt praktisk pointe, som ikke må undervurderes: to travle mennesker skal ikke koordinere transport, fri fra arbejde og en kalender der passer fra begge sider. De kan sætte sig i sofaen klokken otte om aftenen og logge ind. Det betyder kortere tid mellem sessionerne. Og kontinuitet er vigtig i parterapi — hyppige møder giver processen bedre betingelser for at bære frugt.
Hvad er anderledes ved fysisk terapi, og hvorfor det også har sin særlige plads
Jeg vil ikke underkende det fysiske møde. Det har sine helt egne kvaliteter, og for nogen er det præcis det, der virker bedst.
I klinikken på Møn har jeg adgang til hele mig selv på en anden måde. Mit kropssprog er frit. Jeg kan vende mig direkte mod den, der taler. Jeg kan bruge stilhed og vejrtrækning på en måde, der bærer anderledes i et fysisk rum. Stemningen i lokalet — den kan mærkes af alle, og den kan bruges aktivt i samtalen.
For par er det fysiske rum også noget andet. Man sidder med den anden person ved sin side i et neutralt sted — ikke i den stue, hvor konflikterne udspiller sig, men et sted der tilhører det terapeutiske, og kun det. Det kan skabe en vigtig adskillelse. Et frirum.
Og for nogen er det at komme til klinikken en del af et ritual forud for terapi sessionen. Det at tage sig tid, køre derhen, sidde i et rum, der er designet til netop det at tale om det svære. Det er ikke uvæsentligt.
Det ene er ikke bedre end det andet. De gør forskellige ting, og de kan supplere hinanden på måder, der styrker hele forløbet.
Når online terapi er det, der gør terapi mulig
For nogle er online terapi ikke bare en praktisk fordel. Det er det, der gør terapi mulig overhovedet.
Angst kan gøre det svært at forlade hjemmet — eller blot svært at overskue alt det rundt om selve samtalen: transport, parkering, et fremmed kontor, uvante omgivelser. Depression kan gøre selv tilsyneladende små opgaver uoverkommelige. For mennesker med visse diagnoser, eller i perioder af livet der kræver meget, kan alt det der er “udenom” kræve mere energi, end man har til overs.
Online terapi fjerner de lag. Man kommer direkte til samtalen — uden at skulle mobilisere energi til alt det andet.
Det gælder også, hvis man bor langt fra de store byer, har en hverdag med mange bolde i luften, er forælder med begrænset tid, eller har helbredsudfordringer der begrænser bevægeligheden. Geografisk afstand er ikke en hindring. Og det betyder, at mennesker, der ellers ikke ville have søgt hjælp — fordi det bare ikke var praktisk muligt — faktisk kan få adgang til det.
Nogle foretrækker det ene, andre det andet — begge er mulige
I min daglige praksis er der klienter, der klart foretrækker at mødes fysisk. Og der er klienter, der foretrækker online. Begge dele er gyldige præferencer, og jeg respekterer dem begge.
Det jeg ser er, at valget sjældent handler om, hvad der virker bedst i teorien. Det handler om hvad der fungerer i det pågældende liv, den pågældende hverdag, den pågældende periode. En person med meget lang arbejdsdag foretrækker måske online, fordi det er det eneste, der realistisk passer ind. Et par, der bor på landet og kun har én bil, foretrækker måske fysisk, fordi de alligevel skal ud og køre, og mødet i klinikken giver dem begge noget.
Mange kombinerer. Starter online, mødes fysisk en gang imellem. Eller begynder fysisk og finder ud af, at online faktisk passer bedre ind i hverdagen. Formen kan godt justeres undervejs — det vigtige er kontinuiteten i selve arbejdet, ikke formatet det foregår i.
Det, der sker i terapirummet — fysisk eller digitalt — handler om at skabe et trygt rum, hvor nye fortællinger kan opstå. Hvor noget fastlåst kan begynde at bevæge sig. Hvor man kan se sig selv og sin situation lidt anderledes end man gjorde, da man loggede ind eller trådte ind ad døren.
Det kan ske på en skærm. Det kan ske på Møn. Det kan ske begge steder.
Det praktiske — hvad du skal bruge
Det tekniske er enkelt. Du skal bruge en computer, tablet eller telefon med kamera og mikrofon, en stabil internetforbindelse og et roligt sted, hvor du kan tale uden at blive afbrudt.
Er I to der deltager som par, skal I sidde et sted, hvor I begge er synlige og kan høre hinanden tydeligt. En laptop på bordet foran jer eller en tablet i stativhøjde fungerer godt. I behøver ikke sidde tæt — men I skal begge kunne ses og høres.
Udover det tekniske handler det om at have 50–60 minutter, hvor du kan være til stede. Sæt telefonen på lydløs. Luk døren. Giv dig selv den tid.
Jeg bruger videoplatforme der lever op til gældende GDPR-krav og er godkendt til brug i terapeutisk sammenhæng. Dine oplysninger og indholdet af vores samtaler behandles fortroligt og deles aldrig med tredjepart. Har du spørgsmål til, hvordan det konkret foregår, er du altid velkommen til at spørge.
Forbindelsen opstår — uanset format
Det spørgsmål jeg gik ind i online terapi med var: kan forbindelsen opstå, selvom skærmen er der?
Det svar jeg har fundet — i praksis, session efter session, med enkeltpersoner og par — er ja. Forbindelsen opstår ikke på trods af formatet. Den opstår i mødet mellem mennesker, der er til stede for hinanden. Det kan ske i et terapilokale på Møn. Det kan ske i en stue i København, på et kontor i Aarhus, i en bil parkeret et roligt sted.
Det kræver nærvær. Det kræver ærlighed. Det kræver mod til at åbne op.
Det format, det sker i, er sekundært.
Er du nysgerrig på, om online terapi kunne passe til dig — eller om du vil kombinere det med fysiske sessioner — er du velkommen til at læse mere eller tage kontakt direkte. En første samtale er uforpligtende.
Læs mere om online terapi her — eller skriv til mig via kontaktformularen.
